Gudstjeneste v/ sognepræst Carsten Mulnæs, lørdag 1. januar 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«
Matthæusevangeliet 6,5-13
Godt nytår, kære menighed. Det håber vi, at det bliver. Der er altid en særlig stemning over en nytårsgudstjeneste. Egentlig er det en verdslig højtid med et tilfældigt kalenderårstal som omdrejningspunkt. Men vi er mennesker i verden, og måske er det derfor, at dagen får en særlig form for hellighed.
Kirkeåret med dets cykliske gang spejler evigheden, når vi ved jul, påske og pinse gennemfejrer festerne for Kristi fødsel, hans død, opstandelse og herliggørelse, og lader vores eksistens gennemlyse af evangeliets nådige alvor i dom og oprejsning.
På en særlig luthersk måde er det imidlertid også meningsfuldt, at vi netop dette nytår har haft vielse her i kirken kl. 14. Vielse er – som ordet siger – en hellig handling; og dog er ægteskabet netop ikke et sakramente. Ægteskabets hellighed er en helt igennem verdslig ting, men netop som del af det borgerlige liv en gudvelbehagelig ordning, hvor 2 personer etisk forpligter sig på hinanden i gensidig kærlighed og ligeværdig respekt.
Og her til nytår har det altså en særlig betydning, at vi som kirkegængere kommer ind i Ordets hellige hal, fordi vores kulturkristendom minder os om, at der er en gudsdyrkelse, der hører hverdagen til.
Vi mødes på Jesu navngivelsesdag, der er en del af julen; men netop denne dag understreger på en særlig måde betydningen af, at Guds lys med ham kom til verden. Vi siger om ethvert barn, at det kommer til verden, selvom det ikke kommer et andet sted fra. Men med Jesus forstår vi det sådan, at himlen kom til jorden.
Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden.
Det er jo kun himmel, hvor Guds vilje sker, mens vi er på jorden. Den er beboet af mange folkeslag og kulturer, og ingen kan være menneske – heller ikke et kristent menneske – uden at være det med sin kultur. Når Jesus ved navngivelsen blev omskåret, var det, fordi han var jøde. Nu kan det være, at riten blev til af hygiejniske grunde tilbage i en tid, hvortil vi ikke kan komme.
Men selve symbolet fortæller også noget andet. For identiteten for den omskårede jøde er at blive en del af et folk; men også at dette sker ved at blive udsondret eller afskåret fra andre. I overført betydning skæres noget væk for at få en form ligesom, hver gang skrædderen af et stykke stof skal skære en kjole.
Så forstår vi for alvor, hvad inkarnation betyder. Det betyder mere end, at ”Ordet blev kød”, som vi hørte juledag, det betyder også, at ”Gud blev kulturel”. Tog bolig ikke bare ”iblandt os” men som én af os. Så verdsligt kan og må vi tale om Gud.
Vi har endnu ikke overblik over, hvordan pandemien udvikler sig på bagkant af julen, eller hvad 2022 ellers vil bringe. Det er en tid med restriktioner, som vi kan have mange meninger om. Men landet skal ledes. Det er en helt igennem verdslig ting. Nytårsdag, som på alle andre søn- og helligdage beder vi for kongerigets styre. Med god grund.
Det er ingen let sag. A propos omskåret og afskåret, så piver vi danskere hurtigt, hvis ikke vi må gå på bar efter midnat eller til koncert. Så føler vi os afskåret. Det er nu mest dem, der risikerer at dreje nøglen om, som er at ynke. Måske kan vi få lidt mere perspektiv på, hvad det er at være afskåret fra fællesskabet.
I Treblinka blev op mod 1.200.000 jøder effektivt myrdet på lidt over et år. De var en del af et folk, der gennem en særlig bog- erindrings- og rituel forsamlingskultur, centreret om Den Hellige Skrift, igennem 2000 år, havde bevaret en etnisk identitet, spredt, som de var, for alle vinde i Europa. Udsondret gennem omskærelse, ja. Men i den forfærdelige holocaust brutalt afskåret fra de samfund, som de med deres egenart havde indgået i og bidraget til med virksomhed, ånd og kultur.
Det 3. Riges dæmoni vil jeg ikke udpensle. Jeg kan ikke selv holde ud at tænke på det. Men jeg har – nu et par gange – set en film på Netflix, jeg kan anbefale. ”Song of Names” hedder den, ”navnenes sang”. Enhver, der kan lide ægte kunstneriske film med både historie, violinspil og noget på hjerte, vil den efterlade med et nyt perspektiv på, hvad det vil sige at være afskåret.
Et element i filmen er jødernes kultur for mundtlig overlevering. Der er en grund til, at deres læsning har en messende tone. Så er teksten nemmere at huske. Meget i vores bibel er først nedskrevet efter flere generationers mundtlige overlevering – men det er en eftertanke værd, at der indenfor jødedommen nogle steder er større tiltro til det mundtlige end det skriftlige ord. Man kan jo også skrive forkert.
I år er min nytårsrefleksion til jer præget af tanken om, hvordan tiderne går og glemslen derfor truer. Nytårsløjer er som regel overstadige i forventning om, at det da kun kan gå fremad. Men der er også et vemod ved tidens fremadskriden. Ved Treblinka er sporet efter den forfærdelige udryddelseslejr et mindesmærke med 17.000 spredte sten uden navn på, der må repræsentere den navnløse elendighed af millioner af menneskers lidelser. Menneskers mulighed for ondskab er ufattelig.
Netop nytårsdag lyder i kirken hvert andet år, ét af de smukkeste digte om tidens gang og Guds bestandighed. Salme 90 læser jeg ofte ved begravelser. Tider kommer og går, og slægt følger slægters gang. Det er sandt som apostlen Jakob skriver om os:
Vi er jo kun en tåge, som ses en kort tid, os så svinder bort.
Men er der da en bestandighed, der overgår vores egen? Er der et hvilepunkt, hvor historiens larm og slægternes råben bringes velgørende til tavshed? Er der en godhed, der er stærkere end menneskehedens ondskab? En trofasthed, der overgår tilværelsens mål af kynisk tilfældighed? Fra salmen hørte vi:
Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt.
Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til,
fra evighed og til evighed er du Gud.
Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.
Tanken videreføres i den jødiske salme 103:
Han ved, at vi er skabt,
husker på, at vi er støv.
Menneskets liv er som græsset,
det blomstrer som markens blomster;
når vinden blæser over det, er det der ikke mere,
dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.
Men Herrens troskab varer fra evighed
til evighed mod dem, der frygter ham.
Gud alene kan være vores bestandighed. Når Jesus lærer os at bede, er det netop også med en remse, vi for længst har lært udenad. Det er sådan, han lærte os at huske det væsentlige.
Vores egne navne vil en dag være glemt, men Guds navn vil fra evighed til evighed være holdt helligt. Verdens riger og lande, organisationer, kirker og partier vil forgå, men Guds rige vil komme fra sig selv og af sig selv. Og vores vilje, der tit nok skifter, som vinden blæser, den kan lære at bøje sig under den vilje, der sker i himlen, og hvis dén også sker på jorden, så er det til det bedste.
I forhold til vores mange ønsker, planer og aktiviteter, som vi gerne vil have Guds velsignelse af, kan Fadervor synes så stillestående. Det er der en mening med. For det er netop i dette Stilleben, at Guds bestandighed vil bo hos os. Han er trofast. Hos ham er intet navn glemt, ingens lidelse, ingens længsel, ingens ensomhed. Ved dåben er vi også blevet hans folk ”med en omskærelse, ikke gjort med hænder”, siger Paulus, og derfor er vi aldrig afskåret fra den Gud, der vil være bolig i slægt efter slægt for både jøderne og os –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 713 – 433/434 – 714 – 716/717 – 712
