Prædiken ved Carsten Mulnæs, palmesøndag 2021
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
Matthæusevangeliet 21,1-9
Prædiken palmesøndag i Lillerød Kirke
”Hosianna, Davids Søn!”. Der er noget skingert over råbet palmesøndag. Ligesom falske festtaler, skamros af chefen for at pynte sig selv eller hujende fans, der fejrer afgudsdyrkelsen af idolet: Palmesøndags hyldest er skinger. Vi forestiller os ofte koret ved Jesu indtog i Jerusalem som en jubelhyldest. 1. søndag i advent, hvor der blev prædiket over samme tekst, havde gudstjenesten da også en anden grundtone som adventstidens optakt til julens kulmination i himlens englekor, der synger: gloria in excelsis Deo ud under nattehvælvet.
Men Palmesøndag indleder lidelseshistorien. Vi går ind i den stille uge og ved, at dér, hvor Jesus træder, bærer hvert skridt ham nærmere justitsmord og tortur, lynchstemning og forsmædelse. Ligeså højt, som de råber palmesøndag, råber de om få dage: ”Korsfæst ham!”. Fans er svigefulde. Det gælder både kulturelle, politiske og religiøse fans. De tiljubler for selv at få noget ud af det. Og derfor måtte Jesus blive en skuffelse.
Vi mennesker vil så gerne se en plan med alting. Sådan var det også i den tidlige kristendom. Hos evangelisten Mattæus træder det særligt tydeligt frem, at der var en plan med det hele. Derfor er han den evangelist, der især finder vidnesbyrd i profetierne, der ligesom skulle have forudset, hvordan det hele ville gå med Jesus. Dengang, da han skrev, var det udtryk for et forsøg på samtale med jøderne, der som folk havde afvist, at Jesus var Messias. ”Når nu Jesu skæbne var blevet forudsagt, hvorfor kunne de så ikke forstå det?” – tænkte Mattæus.
Mattæus var næppe selv særlig god til hebraisk. I Det Gamle Testamente rimer man nemlig på en anden måde, end vi gør på dansk med stavrim og enderim. Dér gentager man det samme med andre ord. Vi ved fx, at det er hebraisk poesi, når der står ridende … ”på et æsel og på et trækdyrs føl”.
Profeten tænker kun på ét dyr, men udtrykker sig poetisk. Et æsel er jo et trækdyr, eller altså et arbejdsdyr, og afkom fra en hoppe. Men når vi ser, at Mattæus ikke forstod det hebraiske sprog, skyldes det, at han fortæller om både et æsel og et føl. Og derfor er der i kunsthistorien mange morsomme alterbilleder, hvor der både er et æsel og et føl. Men havde Jesus virkelig ”brug for” 2 dyr, som skrevet står? Nej, man rider kun på ét – med mindre man er en klovn eller en cirkusprinsesse.
Men det var altså sådan, evangelisterne brugte skriften. For at se en højere plan med det hele. Og når vi ved, hvordan det gik, så melder det sig også som et spørgsmål for os: hvad skulle den kommende lidelse egentlig gøre godt for?
Der har næppe været den store opmærksomhed omkring Jesu indtog og hans tempelrensning umiddelbart efter. Havde han virkelig sat hele Jerusalem på den anden ende, havde han ikke overlevet til langfredag. Men det er stærk symbolik om forventning og skuffet forventning, at vi her på den sidste søndag i fastetiden, på tærsklen til den stille uge, går ind i flokken af mennesker, der har forventninger til Gud. Både forventninger, der skuffes, og forventninger, der opfyldes – men på Guds egen måde.
”Hosianna i det højeste!” Dybden i dét jubelråb er jo også, at det i virkeligheden er et råb om frelse og kun blev et jubelråb i fortrøstning til, at det gør Gud også.
Men frelsen lignede ikke dét, som Jesu samtid – og den meste religion inklusive meget af kirkens senere teologi op igennem historien – håbede på af omvæltninger, der kunne måles politisk. Frelsen var ikke af denne verden. Og det er sandt, at han ”der kommer i Herrens navn” er velsignet. Engang var det en hyldest til Israels konge. For os gælder hyldesten Kristus, men han er velsignet i kraft af en herlighed, der ikke ligner det, vi ellers ville forvente af en konge, en frelser, en Gud.
Jesus kom som et fredssymbol, ridende på et arbejdsdyr, fordi Messias er frelser for dem, der slider sig trætte og bærer tunge byrder. Jesus forkyndte hvile for tyngede samvittigheder og kom med gode råd om at leve et liv som velsignelse for andre ved i tjeneste at tage det åg på sig, som er let og godt. Og først og fremmest: så kom han for at skabe den fred, der ikke vindes på krigens men kun på forsoningens vej.
Kristi sejr er derfor heller ikke en triumf over sine modstandere – det er synd, død og djævel han i sin opstandelse vil træde på nakke – men en forsoning med sine fjender. Kristus vinder mennesker ved at sætte dem i frihed og ikke ved at undertvinge sig dem. Han kommer som den, der kun har vundet, når vi er vundet. For sådan tænker kærligheden, der får den elskede, ved at give sig til den elskede. En Gud, der elsker sin menneskehed.
Den tidlige kristne hymne, som Paulus citerer i filipperbrevet, fortæller om den store ”U-bevægelse” i Jesu forsonergerning. Han kom fra Gud og han tilbedes som en Gud, for han har af Gud fået navnet over alle navne, så hvert knæ skal bøje sig for ham. Han er velsignet i sit komme i Herrens navn, og derfor blev hans eget navn ikke bare Jesus men også velsignet som Kristus: den salvede og kronede konge.
Men vejen dértil var kærlighedens, forsoningens, selvhengivelsens og ydmygelsens vej. Som et stort ”U” fra herlighed til herlighed – igennem fornedrelse. Der er ingen frygt eller misundelse i hjertets hyldest til Kristus, sådan som der ellers tit er, når flokken hylder deres helt – og derfor også få dage efter korsfæster deres ”anti-helt”. Der er kun taknemmelighed over, at han ikke regnede det for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på sin egen værdighed for at skænke os værdighed. At han ydmygede sig for at komme os nær og blev menneske. Han blev lydig, for at dele vilkår med os, der er ulykkeligt bundet til at adlyde både forgængelighedens og syndens benhårde krav på os. Ja, han blev lydig indtil døden på et kors.
Sådan sang den tidligste kristne menighed om deres Gud. Romerne rystede på hovedet ad det! Vi har beretninger fra romerske embedsmænd, der med forundring skriver hjem om, at de kristne tilbad Jesus ”som en Gud”. På programbladet ser I en spottende graffiti, der viser, hvordan man i det 2. århundrede gjorde grin med de kristnes æsel-frelser. En spot og en hån, der åbenbart ikke er gået af mode.
Men Gud kan bære det, og så kan vi også. Det er jo netop i dét, at enhver må se, hvorfor kristendom, hvis den følger i æselrytterens spor, ikke ligner anden religion, der ønsker at undertvinge andre folkeslag med vold eller terror. Vi kan finde spotten af vores Herre, udannet, skamløs og ondskabsfuld. Men vi ville aldrig forsvare Kristi ære ved at forbyde nogen at håne ham. Vi ville ikke rejse en opstand, som Muhammedtegningerne kunne i Mellemøsten. Og det er ikke, fordi Kristus betyder for lidt. Det er, fordi han betyder noget andet.
Kristus søgte ikke sin egen ære, men vores ære. Derfor søger kristne heller ikke kirkens ære, men ærer deres frelser ved at have dét sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus,
… der ikke regnede det for et rov at være lige med Gud … men tog en tjeners skikkelse på … ydmygede sig … og blev lydig indtil døden … på et kors.
Når denne er mand, Jesus Kristus, er Herre, til Gud Faders ære; så fortæller det alt om, hvilken ære Gud vil have for sig selv. Ene og alene den ære at være forsoningens herre, som forligte os med sig selv, endnu mens vi var forvirrede, bange og fjender af Gud. Netop derfor siger vi: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
(Salmer: 176 – 613)
