Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, 21. november 2021
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«
Matthæusevangeliet 25,31-46
Prædiken sidste søndag i kirkeåret i Lillerød Kirke
”Genlyd af dommedag” (Resonans)
”Du har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at du holder noget af dets liv i din hånd”. Filosoffen Løgstrups tese fra 1956 er blevet et ordsprog i alle typer af uddannelse, der skal skole til beskæftigelse, der ”har med mennesker at gøre” – som man siger. Men hvilken beskæftigelse har ikke dét? Pædagoger, lærere, socialrådgivere, psykoterapeuter, sygeplejersker, psykologer, læger og præster kender formodentlig alle til Løgstrups motto fra deres pensum i etik.
Men har ikke ethvert job ”med mennesker at gøre”? Og har vi ikke også med mennesker at gøre, når vi står uden for arbejdsmarkedet? Vi lever jo med hinanden, uanset hvor vi går og står. Løgstrups tanker om den ”etiske fordring” er hver mands eje, eller burde være det. For det er sandt, at når vi har med et andet menneske at gøre, erfarer vi, at vi har magt til at bygge op eller spolere. Vi har noget af den andens liv i vores hånd. Det kan være en forbigående stemning eller et altafgørende øjeblik, fortsætter Løgstrup. Hvor tit har vi ikke erfaret det!
Løgstrup definerer betydningen af, at vi mennesker er gensidigt afhængige af hinanden på en ganske præcis måde, der er bredt anvendelig. Men de færreste ved, at inden han når så langt, har han taget afsæt i – for at tage afsked med – den kristne forståelseshorisont i Det Nye Testamente. Jesu forkyndelse om forholdet til din næste vil Løgstrup med sin bog om etik bestemme indholdet af ”rent humant”. Det vil sige, at han vil forklare Jesu budskab, så man kan forstå det, uden at have Gud med i overvejelsen.
Men for at nå frem til ”rent humant” at gøre dette forsøg, så henviser han først til det forhold, at vi ofte i Jesu forkyndelse faktisk støder på, at den enkeltes forhold til Gud i himlen afgøres i forholdet til vores næste. Vi lader billedet stå et øjeblik.
For vi er alle sammen så lutherske i hovedet, at vi er overbevist om, at vores gudsforhold må have lov at være en privatsag. At vi ikke behøver at skilte med vores tro, der angiveligt i øvrigt også sådan er ”på vores egen måde”. At den ikke kommer andre ved, og at vi i hvert fald ikke blander religion og politik sammen.
Det var netop også Løgstrup, der i sin bog ”Den etiske fordring”, skrev, at det eneste parti, man af kristelige grunde ikke kunne være medlem af, var et kristeligt parti. Det var selvfølgeligt polemisk. Men hermed understregede han – som i øvrigt god luthersk teolog – at vi holder fast i de to regimenter. Stat og kirke er to forskellige størrelser. Holder sammen endnu som i et solidt ægteskab, men blandes ikke sammen. Vi vil hverken have statskirke eller kirkestat.
Med den lutherske bagage, at vi ikke frelses af gerninger men ved tro alene, og at vi derfor også skiller de ting ad, der hører Gud og kejseren til – hvad kan det så betyde, at Jesus flere steder antyder, at dit forhold til Gud i himlen ligefrem afgøres i dit forhold til næsten? Så er troen måske alligevel ikke så meget en privatsag, som vi troede? Gud kan i hvert fald ganske åbenbart ikke holdes helt ude af etikken alligevel?
Du kan oversætte ordet ”Gud” med interesse. Himmelsk interesse. At være interesseret betyder på latin at ”være midt i” (noget).
At Jesus er Guds søn betyder, at Gud er interesseret i det menneskelige liv. Befinder sig midt i det. Og derfor finder det guddommelige sted i det mellemværende, vi har med hinanden.
Ingen finder livets Gud
mellem fjerne stjerneskud.
Han er Gud blandt mænd og kvinder
der, hvor han hver morgen finder
redskab for sin kærlighed.
Der er ganske meget kant i salmen, vi skal synge om lidt. For Gud er ikke en genstand, vi skal søge som privat opdagelsesrejsende. Gud er en størrelse vi gør os erfaringer med i det liv, der udfolder sig i tilværelsens møder på godt og ondt. I dén forstand giver det god mening, at forholdet til Gud afgøres i forhold til dit medmenneske. Det er en teologisk måde at rydde grunden for en ”rent human bestemmelse af etikken” på.
Så vidt Løgstrup, som mange af jer, har stiftet bekendtskab med i forvejen. Dagens evangelium bruger det helt store lærred for at illustrere, at det er i det jordiske konkrete mellemværende mellem mennesker, at forholdet til Gud i himlen afgøres.
Dagen i dag kaldes ”den store domssøndag”. Den taler om at skille fårene fra bukkene ved historiens afslutning. Det er den store dobbelte udgang fra verdens undergang. Forståelsen af, at alt ikke kan være sagt med dette liv og dets afslutning; at der engang vil komme en regnskabets time, hvor enhver får igen som fortjent; og at Gud vil vise sig som den almægtige hersker, der kan gøre, hvad han vil – har en lang historie. Kristendom, jødedom og islam er ikke alene om dette fælles arvegods.
Det findes i mange religioner. Ja, jeg tør hævde, at det næsten er alment religiøst DNA til alle tider. Det sker, når mennesker tænker Gud ud fra vores egne erfaringer af betydningen af magt, retfærdighed og helse.
I virkeligheden er hele scenariet med en himmelsk dommer, der smider nogle i Helvede som straf og tager imod andre i Himlen som belønning, så helt igennem let forståeligt og genkendeligt, at vi må sige: det er yderste menneskeligt at tænke sådan! Lige præcis dén forestilling behøver ikke nogen guddommelig åbenbaring.
Til det er der så at sige 2 ting. For det første, at kristendom netop holder os fast på den åbenbaring, at det er Jesus Kristus, hele verdens forsoner, som vi forventer vil komme igen for at dømme levende og døde. Hvad angår dommere, der fordømmer andre langt ind i Helvede, har vi rigeligt i hinanden. Derfor ser vi frem til dommedag med frimodighed. For Kristus er en nådig dommer, når vi ikke er i stand til at være det.
Derfor – for det andet – er det heller ikke dom, som vi på denne søndag især vil lade evangeliet tale til os om. Rettergang – også forestillingen om en himmelsk domstol – er så helt igennem menneskelig fantasi, at vi godt kan genkende det uden at blande Jesus ind i det. Evangeliet til denne søndag er etikken. Det alvorlige budskab om, at Guds interesse i denne klode betyder, at det er i forholdet til din næste, at forholdet til Gud afgøres.
Det er et evangelium om det, der har betydning netop på denne dag og i morgen med. Der er nok at tage ved lære af. For hvorfor er ”den anden” så vigtig?
Vi er ivrige forbrugere. Black Friday – og nu med tyvstart en uge før – prøver de handlende at komme først for at vinde vores gunst. Vi har alle sammen noget, vi synes vi mangler. Forbrugsfesten kan måske få os til at glemme novembermørket og coronatristheden bare en lille smule.
Bemærkelsesværdigt er det alligevel, hvis man går en tur i et stormagasin, hvor meget der kan sælges til mit eget velbefindende med mig selv. Det er ikke kun Black Friday, cybermonday eller singles day, der lægger op til, at vi forkæler os selv. Det er ganske elementært for os, at vi naturligt tænker på selv at have det godt. Ellers havde der ikke været så mange penge i wellness. Vi er glade kunder i en stor industri.
Men evangeliet fortæller, at et menneske ikke er menneskeligt uden den anden og de andre. Det er fundamentalt for os, at vi er med-mennesker. Er vi ikke det, lever vi u-menneskeligt. Musikken kan illustrere det. Ingen klang bliver til uden, at der skabes en resonans imellem to legemer. Guitaren er ikke kun strenge – det er kassens kvalitet, der giver klangen. Selv solosangen er afhængig af, at den synges ud i et rum, hvor der er genlyd, der får tonen til at leve.
Sådan er det menneskelige liv. Alene kan vi ikke være menneskelige. Det er i mødet, at der opstår resonans. Derfor bliver alle de ting, som reklamerne lover os, så flade. Vi har 5 sanser, og det er en rigdom, at vi både kan smage, se, høre, lugte og føle. Men enhver sansning får de fineste overtoner, når vi oplever dem i et samspil med andre mennesker.
Det er det gode ved kroppens liv. Men det gælder også i nøden, smerten, fattigdommen og elendigheden. Det er dén genlyd, der lyder fra dommedag ind i vores liv: At Guds interesse i os finder sted imellem os. Og derfor er det, når den ene rækker ud og hjælper den anden, at Guds rige finder sted. Det er usynligt, at det sker. Men det er livets nerve, der rører sig der.
Hos Mattæus læser vi, at både dem, der gjorde alt det gode, og dem, der undlod at gøre det, ikke havde set Jesus i sammenhæng med kærlighedens gerninger. Men det er lige netop dér, at han er. I mødet, i den resonans, der opstår, når mennesker bliver medmennesker.
Dét er dommen over vores liv på godt og ondt. At vi er henvist til hinanden. Det er et bedrag, hvis vi tror, at livet er vores eget projekt, hvor vi er godt hjulpet, bare vi selv kommer helskindet igennem.
Et liv uden de andre ville være et liv uden fylde, uden godhed, uden mening, uden retning, uden storhed, uden barmhjertighed, uden klang. Gud har åbenbaret en himmelsk interesse i det liv, vi lever her på jorden. Vi beder i fadervor ikke om, at Guds vilje må ske i himlen. Hvis ikke den sker dér, er det ikke en himmel. I stedet beder vi om, at den ”som i himlen” må ske på jorden. For så bliver tilværelsen Gud til behag og genstand for himmelsk interesse og får en dyb genlyd fra den gode dommedag, hvor kærlighedens Herre er dommer over levende og døde –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
(Salmer: 732 – 441– ”November”/370 – 431)
