Prædiken v. sognepræst Carsten Mulnæs, 7. februar 2021.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«
Markusevangeliet 4,1-20
Prædiken søndag seksagesima i Lillerød Kirke
(DDS: 320 – 192)
Jeg forstår ikke den diskussion, der er om, hvorvidt, der sker noget i dåben. Det indvendes, at alle mennesker er Guds børn, så man kan da ikke sige, at man ”bliver” et Guds barn i dåben. Misforståelsen stikker i, at mange forstår dåbsritualet som udtryk for Guds forsyn i stedet for at se handlingen ud fra Kristus. For jo – alle mennesker er Guds børn. Både Adam og Kristus kaldes i Det Nye Testamente ”Guds søn”, men det betyder noget forskelligt.
Under skabelsens fortegn er Adam Guds første søn og mytologisk stamfader til alle folkeslag. Men i kristologien – altså derved at Jesus af Nazareth på en helt særlig både er Kristus og Guds enbårne Søn – der finder vi grundlaget for, at Adams sønner og døtre ved dåben kan blive født på ny til at være Guds sønner og døtre med værdighed som Kristi brødre og søstre.
Det er derfor vi tegner det lille menneske med korsets tegn for ansigt og bryst. Det er til et vidnesbyrd om, at det nu ikke længere kun skal tilhøre sig selv eller sin familie, men høre til hos Jesus Kristus. Jo – der sker noget nyt i dåben. Det, der sker, er, at det lille Guds barn bliver et kristent menneske. Det står fra nu af under korsets tegn.
Det kan lyde som en tåbelighed og en dårskab. Ikke bare for modstandere af barnedåben. Men korset er i sig selv en anstødelighed på alle måder. Alligevel er det netop i korsets mysterium, at Paulus fandt Guds kraft til frelse for enhver som tror.
Da Gud ikke ville, at mennesket skulle frelse sig selv – nemlig gennem egen fortræffelighed i visdom, moral eller afstamning – besluttede Gud at frelse dem, der tror, ved den dårskab, der prædikes om. Sådan skrev Paulus – og tilføjede: ”Hvor er denne verdens kloge hoveder?”
Den dårskab, der prædikes om, er jo ikke blot, at Jesus blev korsfæstet, men at det netop var i hans lidelse og død, at Gud åbenbarede sin kraft. Tåbeligheden er ikke alene, at kristne tilbeder en antihelt. Men at denne nederlagets mand lovprises som en Gud, som menneskehedens frelser og forsoner. Da han hang der, hånede de ham og sagde: ”Er du Guds søn, så frels dig selv!”. Korset er den mest fornedrende karikatur af, hvad en Gud må være. Derfor var Paulus’ Gud til grin. Nietzsche sagde, at den Gud Paulus skabte, var fornægtelsen af Gud. For Paulus prædikede ganske rigtigt netop denne afmægtige mand som Guds kraft og Guds visdom.
Men Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.
Det er dét budskab, vi døber på. Mon så ikke, der sker noget nyt, når et lille barn døbes til at tilhøre netop den korsfæstede Herre Jesus Kristus? Mon ikke løftet om syndernes forladelse og evigt liv er en dåbsgave af de store og en tak værd? Mon ikke det, at gå fra at være et udøbt Guds barn til at være et døbt kristent menneske med rette kan kaldes en genfødsel og en ny identitet?
Nuvel – forstår vi dåben og barnedåben ud fra Kristus og ikke en vag forestilling om, at dåben lover beskærmelse fra tilværelsens skyggesider, så kan den måske nok forarge ved sin alvor. Men at der er noget på spil for det lille menneske, det er der til gengæld ikke meget tvivl om. Gådefuldt er det dog.
Kors kan betyde mange ting, fordi det var en lidelsesfuld byrde for Kristus at bære det. Man taler fx også om, at noget kan være et kors for tanken. Det er dét, som vi ikke kan forstå, uanset hvor meget vi bryder vores hoved med det. I bibelfortolkningen taler man derfor også om crux interpretum. Det betyder, at her er der noget, der ikke er til at forstå, men som står der alligevel. Historien fra Markusevangeliet rummer sådan ét. For hvad i alverden mener Jesus med at sige: ”Til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå”?
Er der noget, der er indlysende, så er det, at lignelser er til som forståelseshjælp; og når vi tænker efter, så er det netop så slående ved Jesu mange lignelser, at de er så indlysende, at vi truer med at ødelægge dem, hvis vi begynder at fortolke på dem. Det er ganske enkelt meningsløst at lave lignelsens funktion om til at være et røgslør.
Allerede de tidligere afskrivere af Markusevangeliet har mærket vanskeligheden. Én har prøvet at redde teksten ved at skrive det lidt anderledes, så det kommer til at betyde: ”For dem uden for bliver alt til gåder!” Det tror jeg, at denne hermed udødelige kopist, har fuldstændigt ret i, men det er næppe sådan Markus har skrevet det. Han har i stedet – ved at lægge ord fra profeten Esajas i munden på Jesus – fået Jesus til at sige noget helt og aldeles urimeligt om, hvorfor han taler i lignelser.
Men ser vi på helheden i dets helhed, er det jo sandt, at meget for de udenforstående ser gådefuldt ud. Det er netop også dét Paulus beskriver med sit vidnesbyrd om, at ordet om Kristus som korsfæstet for jøder er en forargelse og for grækere en tåbelighed.
Derfor vil jeg holde fast i denne lille del af vores evangelium og sige: Det er jo netop ganske sandt – selvom det ikke har noget med Jesu mange skønne lignelser at gøre – at evangeliet forudsætter en indforståethed med Guds riges hemmelighed i Jesu Kristi lidelse og død. Det gør kristendom til en tro på noget uudgrundeligt til et mysterium om Guds kærlighed.
Markus sætter her i kapitel 4 faktisk evangeliet på spidsen i en form for teologi om prædestination ved at sige, at nogle er bestemt til at høre og andre til at blive forhærdet. Citatet lyder:
Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at ”de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte – for at de ikke skal vende om og få tilgivelse”.
Men tager vi teksten i den anonyme afskrivers version, så får vi i begyndelsen et spændende og centralt ordspil:
”Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor bliver alt til gåder”. Der er nemlig forskel på hemmeligheder og gåder. Gåder, de løses. Hemmeligheder bliver kun dybere af at trænge ind i dem. Hemmelighed og mysterium hedder det samme på græsk. Når vi senere skal høre salmen om ”Korsets gåde” skulle der derfor hellere have stået korsets mysterium, hvis det havde passet på versefødderne. Men vi er jo ikke i tvivl om, at vi i hele Grundtvigs store korsmeditation befinder os midt i en meget smuk kristen mystik.
Derfor er det sandt, som Jesus siger til disciplene: til jer er Guds riges hemmelighed givet. Den hemmelighed, som er hele verdens hemmelighed, at verdens forløsning findes i ham selv.
Det var ved hans kors og opstandelse, at han bragte den i stand. Som et hvedekorn, der må dø i jorden og gå til grunde som frø, og i stedet blive en spire, der vokser op til et strå med fuld kerne i akset. Dét er hemmeligheden. Guds mysterium, kraft og visdom – alt sammen ord, Paulus bruger om det i sine breve.
Men det er også sandt, at netop dén pointe, som er nerven i evangeliet om Jesus Kristus, er og bliver en gåde for dem udenfor – ja en tåbelighed, en dårskab, en latterlighed, en forargelse! Ikke desto mindre, så er vi kaldet til at prædike netop dét. Mon det overhovedet falder i god jord?
Ordet om den korsfæstede Herre Jesus Kristus som hele verdens frelser og forsoner falder faktisk i god jord, hver gang det lander i et menneskehjerte, som netop har brug for at høre evangeliet om Guds kærlighed i syndernes forladelse og det evige liv. Vi forstår det ikke rigtigt, det er som en dyb dyb hemmelighed, vi ved dåb og korstegnelse indvies i, og som først i fuldendelsen vil blive forklaret, når Gud i opstandelse bliver alt i alle –
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
