Gudstjeneste v. sognepræst Carsten Mulnæs, søndag 13. februar 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«
Matthæusevangeliet 25,14-30
Jeg husker som barn, da min søster begyndte at spille guitar, og hun købte en stemmegaffel. Det er en genial lille ting af stål, som enhver korleder har i lommen. Den ligner en gaffel med kun 2 tænder, og hvis man slår på den ene, svinger den anden med og giver helt rent kammertonen ”A”. Når man holder den op til øret, kan man lige så fint høre klangen og stemme en guitar efter den eller give toner til et kor. De to metalpinde, som står og dirrer mod hinanden, bliver hinandens resonans.
Men forbløffet blev jeg, da hun satte den modsatte ende af stemmegaflen mod en bordplade og klangen blev 100 gange kraftigere og lød som en tone der fyldte hele rummet. For når en stemmegaffel stilles på dén måde, svinger bordet med, og forstærker lyden fra stemmegaflen.
Det er ren fysik – men ret fascinerende. Vi er ikke nødvendigvis vant til at tænke om fysiske ”ting”, at de i sig selv er i bevægelse, men nede på det mest elementære niveau er alt i tilværelsen dynamisk.
Da man i middelalderen opfattede musik som en af de centrale videnskaber og forestillede sig himmelrummets sfæriske musik, havde de en klar intuition for den sandhed, vi altid behøver at få gentaget: at livet er levende. Musik, toner og klang kan være en måde at erkende verden på og er ikke bare larm i baggrunden.
Det behøver ikke være komponerede kunstprodukter: fuglen, vinden i træerne og sproget har også en tone, hvad vi jo godt ved. Men vi kan bruge indsigten til at beskrive vores forhold til verden. Der er en grund til, at vi bruger musikalske metaforer, når vi vil beskrive ”tonen” i det sociale fællesskab eller ønsker at leve i ”harmoni” med naturen.
Det handler om, at vi som mennesker grundlæggende er anlagt på at stå i et forhold til omgivelserne, som giver ”genklang” eller sagt på latin: har resonans. Du er som en stemmegaffel, der svinger med din egen tone, men ligesom den, kan du også med det rette fodfæste opleve en større resonans, der genlyder ud i verden.
Resonans minder os om høresansen, men også de andre 4 sanser bruges alle til at formidle denne vekselvirkning mellem dig og verden. Vi står i et forhold til tingene, til menneskene og os selv, men også til Gud. Det er enkelt for mig at bruge ordet Gud, når jeg vil tale om tilværelsens mening eller ”de dybeste lag i mit hjerte”. Men ordet er jo bare en lyd. At Gud hedder ”Dieu” på fransk viser, at sprogets toner kan være mangfoldige, og andre må kalde ham noget andet, hvis de vil. Filosoffen Løgstrup sagde nogle gange ”Universet” i stedet for Gud.
Det vigtigste for os er, at denne dybdedimension ikke kan banaliseres til en mand på en sky eller reduceres til en vred dommer eller en dyneløftende tante. Det er dér, hvor ateisterne tit bliver så underholdende; de tror, at de ved, hvad vi tror. Men tilværelsens store symfoni, som vi alle er en del af, beskrev Paulus mere præcist og meget smukt på Areopagos i Athen i apostlenes gerninger ved at gøre brug af den stoiske filosofi:
Gud… er ikke langt borte fra en eneste af os.
For i ham lever vi, ånder vi og er vi.
Det er et fantastisk bibelcitat, der får det til at lyde som om, vi kan være en stemmegaffel i Guds hånd – eller måske endda en violin eller et keyboard. Det er både meget stort og ganske ydmygt at se på sig selv som et instrument, der ved mesterens brug giver genlyd og er resonans i verden for hans skaberkraft.
Men det kan også være anderledes. Vi oplever det ind i mellem – nogle måske ofte –, at det hele synes goldt, stumt og dødt. At tingene derude, menneskene omkring dig og dit eget selvforhold ikke vækker nogen levende genklang. At alt ligesom står i en utilnærmelig fremmedhed overfor dig. I virkeligheden behøver dette ikke være en diagnose på depression. Noget i vores tid giver en ubehagelig fornemmelse af, at vi giver livet lov til at stivne som døde ting mellem hænderne på os. At vores forhold til verden – udtrykt med en tilsigtet selvmodsigelse – faktisk bliver relationsløst.
Lignelsen om de betroede talenter fortæller i virkeligheden om, hvad der sker, når forholdet bliver relationsløst. Lignelsens herre betror sit gods til tre tjenere. At de ”hver efter deres evne” får mere eller mindre er underordnet – de får betroet en opgave. Én hver. De to gode tjenere løber en risiko med formuen for gennem investering at få den til at vokse. De er med andre ord frimodige, sådan som man er, når man går i byen for en anden, man ved, er én venligt stemt, og som ser på den gode vilje. I har hørt, hvordan det gik med den tredje. Han beskriver det faktisk allerbedst selv, da hans arbejdsgiver kommer hjem:
Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster,
hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt,
og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden.
Se, her har du, hvad dit er.
Det er egentlig synd for ham. Hans frygt for chefen blev en selvopfyldende profeti. Men hvad kunne han gøre, når han nu i udgangspunktet var så panisk angst for at blive uretfærdigt bedømt, at han ikke turde sætte talenten i omløb – fx hos vekselererne? Han siger, at han kender sin herre – men gør han?
Jesus tager i sin domslignelse tjeneren på ordet, og gentager nærmest som et tomt ekko den døde trosbekendelse, der kom fra den dårlige og dovne tjener. Men behøvede forholdet mellem dem at være sådan? Fra start til slut i historien er frygten, modviljen og anklagen fra tjeneren en beskrivelse af et relationsløst forhold. Kender han overhovedet sin herre? Eller er det ikke snarere sådan, at de nedgravede penge, er en glimrende metafor for, hvor lidenskabsløs, ufrugtbar og begivenhedstom en tilværelse kan være, når den er uden resonans af livets mening – og blot et dødt ekko?
Den nedgravede talent er, når musik bliver til muzak. Det er, når naturen reduceres til råstof for grådighed, eller klimaet står som en truende apokalyptisk vrede, vi ikke kan stille noget op overfor. Det er, når alting bliver ligegyldigt, fordi det bliver vigtigere at have ting, fremfor at bruge ting. Når andre mennesker reduceres til et netværk, der skal tjene som karrieretrappe og ikke i sig selv er vores mål for nærvær og kontakt. Den nedgravede talent, er når børns liv ikke får lov at blomstre i sig selv, men skal formes efter på forhånd tilrettelagte ambitioner.
Det er når kønsidentitet ikke kan standse i glæde over at have fundet sig selv, men aggressivt omsættes til at være hårdt slående kasteskyts imod folk, der tænker anderledes om, hvad et menneske er for noget. Den nedgravede talent er når arbejdet står som en fremmed aktivitet overfor os, der kun er nødvendig for at holde fri, og når hviledagen ikke bliver regenerativ resonans men blot en tid til hjernedød skærmaktivitet. Kort sagt: Er der nogen, der ikke kender til, at talenten er gravet ned?
I dag vil jeg lave lignelsen om. Glem alt om de to retfærdige, der ikke er i tvivl om, at de en dag vil gå ind til deres herres glæde. Og sæt dig i den dårlige og dovne tjeners sted. Eller bedre: sæt dig ind i, hvordan det er, når forholdet til livets mening er blevet stumt, når relationerne til både medtjenere og medmennesker synes kolde og fjendtlige, når tingene omkring os ikke formår at ”tale til én”, og der lægger sig en dyne af hverdagsgrå tristhed og frygtsomhed ned over eksistensen.
Så er tjeneren måske ikke i udgangspunktet bare dårlig og doven – men i virkeligheden snarere bange, rådvild og hjemløs?
Lignelsen om de betroede talenter er selvfølgelig fortalt til dem, hvor herren ikke er kommet hjem endnu. Ja, den er ikke engang fortalt til dem, der er i fuld gang med at sætte deres x-faktor i omløb i alle mulige gode og prisværdige aktiviteter. Den er jo fortalt til dig og mig for at fortælle os, at vi ikke skal lade talenten ligge i jorden, hvis vi i mismod har gravet den ned. Din talent er ikke særlige evner, eller specielle opgaver, men den er din lydhørhed overfor, at skaberværket, livet med de andre og Gud selv kalder på dig. For at du skal indgå i koret med netop din tone og erfare, at den giver genlyd og derved får: resonans.
Lignelsen er en domslignelse, ja; men herren er ikke kommet hjem endnu, og jeg tror på dommens dag som en herlig klar åbenbaring af, hvad det er for en sfærisk musik Gud vil lade gennemstrømme universet og denne klode. Resonans er genlyd af dommedag, hvor det engang skal blive forklaret, at det, vi lykkedes med, i virkeligheden ikke var vores talent, men at mesteren blot fik lov at gøre os til sit instrument.
I musikken er der altid meningsfulde pauser, hvor rummet ligesom ”synger i stilheden”. Men pauser kan også opstå pinligt og utilsigtet, for vi er jo kun mennesker, der fejler. Hvis klangen er forsvundet, og stumheden er indtrådt, fordi talenten blev nedtrådt og nu ligger i jorden, så må vi grave den op igen.
Men når den er gravet op igen, hvad sker der så? At vi kan høre! Vi er hele tiden truet af, at vi kan erfare os udenfor den store talende sammenhæng. Men jeg tror, at vi ligesom de hedenske grækere, Paulus talte til på Areopagos, kan få et gehør for den guddommelige kosmiske harmoni, hvis vi tager det til os, at Gud ikke er en hård mand, der høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt. Men –
Gud… er ikke langt borte fra en eneste af os.
For i ham lever vi, ånder vi og er vi
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer: 739 – 433/434 – 28 – 396/321 – 522
