Sognepræst Jakob Rönnow vikarierer indtil 1. marts
Vi skal igen vænne os til et nyt ansigt blandt Lillerød Kirkes præster. Dog kun for en stund. Sognepræst Jakob Rönnow med en fortid i bl.a. Vangede Kirke vil dække ind, i mens Lars Emil Bolt er på orlov de næste par måneder.
Jakob Rönnow vil bistå kirkens to øvrige præster, Elsebeth Hougaard Jensen og Lisa Tikkanen Pagh, i det daglige ved bl.a. kirkelige handlinger og med konfirmandundervisningen. Menigheden kan ligeledes opleve Jakob stå for højmessen søndag 21. januar og 25. februar.
Om sig selv siger Jakob:
“Når der skulle fortælles noget rigtig indviklet fra Jesu mund, gjorde han det ved at komme med en lille historie, en lignelse.
I al beskedenhed prøver jeg ofte at gøre det samme, og når jeg nu i januar og februar har fået lov at være præst i Lillerød Kir, vil I nok også høre en ‘moderne lignelse’ eller to.
Jeg er en gammel herre, og har i mit lange præsteliv i FDF, Danmission og ikke mindst Vangede Kirke mødt mange unge og ældre mennesker med fortællinger. Senest har jeg været tilknyttet Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup i 8 år som seniorpræst.
Jeg glæder mig til at blive en del af Lillerød Sogns liv i et stykke tid – og til at møde jer alle.”