Gudstjeneste v. gæsteprædikant Charlotte Birkeholm, søndag 10. juli 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«
Matthæusevangeliet 5,43-48
Vi befinder os i trinitatis-tiden, som er den del af kirkeåret, hvor vi hører om, hvordan vi skal leve livet som kristne. Det er hverdagslivet og vores forhold til hinanden som medmennesker, det handler om.
I dag handler det om fjendekærlighed, og jeg tænker, at det er et emne, som umiddelbart vil virke provokerende på mange af os.
”Elsk jeres fjender”, siger Jesus i sin tale til de mange mennesker, som er fulgt efter ham op på et bjerg ved Galilæas sø.
Nu strammer han lige kravene en ekstra gang til os, ja, umiddelbart stiller han et helt absurd og umuligt krav!
Om fjendekærlighed!
Næstekærlighed, det forstår vi godt, og det kan vi prøve at efterleve – men fjendekærlighed – nej, der går han for vidt!
Er det overhovedet realistisk, at vi kan leve op til det krav?
Eller er det en bevidst provokation for at få os ud af vores vanetænkning?
Jeg kan da godt selv tænke sådan her:
”Jeg elsker min familie og holder meget af mine venner, og jeg giver 100 kr. til Røde Kors og Mødrehjælpen en gang om året, og så må det være godt. Andre må tage sig af verdensfreden, for det kan jeg alligevel ikke gøre noget ved. Og jeg elsker i hvert fald ikke dem, der er mine fjender. De elsker jo heller ikke mig.”
Men hvis nu alle elskede deres fjender, så var de vel ikke fjender længere?
Og hvis ingen er fjender, så er der vel egentlig verdensfred?
Det er vel logikken i Jesu ord.
Men det er jo håbløst naivt, det ved vi godt, når vi læser de daglige nyheder om krigen i Ukraine og andre konflikter herhjemme eller ude i verden.
Der er lang vej til verdensfred, det må vi bare sande.
Så måske skal vi starte et helt andet sted, starte med det enkelte menneske. Med os selv. For hvem er egentlig fjenden? Er fjenden måske tættere på os selv – måske endda inden i os selv?
Jeg kendte engang en kvinde, som var blevet svigtet i kærlighed. Hun var blevet forladt af sin mand for en anden kvinde, og hun oplevede skilsmissen som et ultimativt svigt og et stort og smertefuldt tab af sit livs kærlighed.
Hun bar rundt på en stor vrede og bitterhed overfor ”den anden kvinde”, som havde stjålet hendes lykke.
De havde været veninder og nu var de blevet fjender – i hvert fald havde hun skabt et fjendebillede af sin tidligere veninde.
Bitterheden fyldte hende og fik hende til at ændre sin adfærd. Hun blev uforsonlig, stædig og skabte konflikter i sin familie.
Normalt var hun fornuftig, mild og kærlig, men svigtet gav så grimme sår på sjælen, at hun ikke selv magtede at hele dem. Hun selv og familien led under det fjendebillede, som hun havde skabt af ”den anden kvinde”.
Det virkede som om der ingen udvej var af den ulykkelige situation.
Men en del år efter skilsmissen hørte hun, at ”den anden kvinde”, som hun altså mente var skyld i al hendes ulykke, var meget syg og ikke ville blive rask igen. Hun ville måske kun leve et halvt år mere.
Hun besluttede sig for at besøge den syge kvinde på hospitalet for at få fred i sit sind – og hun fortalte mig dengang, at hun uanset sin vrede og bitterhed ikke ville kunne holde ud at lade fjendskabet vare ud over døden.
Det var en beslutning, som var svær at tage og samtidig meget modig. Hun skulle konfrontere sit fjendebillede, årsagen til al hendes ulykke, det fjendebillede, som hun havde skabt og vedligeholdt i mange år.
Hun tog af sted og besøgte kvinden på hospitalet. De talte sammen, stille og roligt, om gamle dage og deres familier, om de ting, som man taler om, når man ikke har set hinanden længe, og også om sygdommen og udsigterne for fremtiden.
Bagefter fortalte hun mig om besøget, og det, jeg husker tydeligst fra den samtale, var disse ord:
”Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende”
Denne kvinde fortalte mig, at hun blev forandret af mødet med ”sin værste fjende” – al det had og den bitterhed, som havde fyldt hende gennem årene, forsvandt i mødet med kvinden, der var så syg, at hun vidste, hun skulle dø.
Fjenden – kvinden, der lå der i hospitalssengen, udmagret og uden håb om overlevelse, var ikke én man kunne hade eller være bitter på.
”Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende”
Dén skæbne var værre end alt, hvad hun måtte have ønsket for ”sin værste fjende” gennem årene. Og dét ønskede hun netop ikke, da det kom til stykket.
Fjendebilledet bristede.
Dét møde bragte forsoning mellem kvinderne og måske ligefrem tilgivelse.
Hun handlede godt mod den syge kvinde ved at være modig og tage det første skridt mod forsoning, før det var for sent, og hun reddede samtidig sig selv fra mange flere års had og bitterhed.
Had og bitterhed skygger for glæde og kærlighed – er det ikke også en fjende? Som man selv har svært ved at få øje på, fordi den er inde i en selv.
Når man bærer rundt på had og bitterhed i mange år, så nedbryder det i sidste ende også én selv. Det gør ondt i sjælen, det koster livskvalitet, det flytter fokus fra alt det gode i livet. Det går ud over mange mennesker – ikke kun én selv.
”Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende”
Det ville jeg heller ikke ønske for mig selv!
Man kan sige, at når jeg elsker min egen indre fjende, så elsker jeg også mig selv.
Og så er vi tilbage ved næstekærligheden: ”Du skal elske din næste som dig selv.” DU skal elske. Du SKAL elske. Du skal ELSKE.
Uanset hvordan man lægger trykket, så er budskabet klart: DU SKAL ELSKE!
KRAVET om at jeg SKAL elske min fjende sætter mig faktisk FRI fra hadet og bitterheden. Det mener jeg giver plads til at se en ny fremtid i håb og kærlighed!
Jesus taler om kærlighed og om at elske og hade, men det er ikke som følelser, sådan som vi forstår kærligheden mellem to mennesker eller mellem forældre og børn. Jesus taler om vores adfærd og handlinger. At elske sin fjende betyder IKKE at nære dybe, varme følelser for ham eller hende, men at handle godt i stedet for ondt.
Vi skal handle til fordel for andre og ikke til skade – sådan som vi også hørte i Romerbrevet i den anden læsning: ”Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde.” Vi skal gøre vores bedste og støtte hinanden, tage ansvar for hinanden, inden vi falder, og livet gør ondt.
Kan vi det hele tiden? Nej, naturligvis ikke. Jesus vil have os til at indse, at intet menneske er så perfekt, at det kan handle uden fejl.
Men vi skal hele tiden spørger os selv, hvordan vi kan handle på en måde, som vi også selv gerne ville behandles. Hvis vi hele tiden bestræber os på at være ydmyge og omsorgsfulde og handler ud af næstekærlighed, så kan vi i sidste ende stole på, at Kristi nåde både omfatter os selv og vore fjender.
Måske det ikke ligefrem skaber verdensfred – men vi kan hver især tage det første skridt og række hånden ud til en ”fjende”, for at nedbryde de fjendebilleder, som vi alt for let selv skaber.
Dét er en modige handling, dét er at leve som et Guds barn, for ”han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” – OG over ven og fjende.
Vi slutter i dag højmessen af med at synge salmen ”Nu er det Åndens lyse tid”, som blev skrevet i 1995, mens der var krig i Bosnien.
Salmen er præget af såvel den ”lyse tid” som ”verdens onde strid”, og også af vores medansvar for verden, i stort og i småt, i ord og i handlinger.
Vi synger om,
”at folk, vi kalder fjender,
er skabt af samme kærlighed,
som vi og vore venner. […]
Lad kærlighedens lyse Ånd,
nu lægge verden åben,
og løse blodets gamle bånd
og fjerne blanke våben.”
Heri ligger håbet for fremtiden – håbet om at der en dag bliver fred igen i Europa, håbet om at gammelt had og bitterhed bliver glemt og gamle fjender forsonet, håbet om at kærligheden er størst, håbet om, at verden ligger åben, hvis vi er åbne overfor verden.
Håbet om at vi har en nådig Gud, som tilgiver os alle, også når vi fejler.
AMEN
Salmer:
754 Se, nu stiger solen
369 Du, som gir os liv
612 Den store mester kommer
688 Skal kærlighed sin prøve stå
471 O glædelig dag
806 Nu er det åndens lyse tid
