Category: Gudstjeneste

af sognepræst Carsten Mulnæs over Arne Haugen Sørensens opstandelsesbilleder.

---

Videoens tekst og billeder gengives nedenfor, hvis du foretrækker selv at læse:

Kristi opstandelse fejres. Opstandelsen fejres som det, vi ikke kan begribe, for den er ikke let at få hold på. Den kan ikke fanges ind. Sådan er det nødt til at være. Opstandelsen griber os, selvom vi ikke har begreb om den. Påskeforkyndelse handler om forvandling, transformation og metamorfose. Billeder forskyder sig hele tiden ind i hinanden og giver plads til ny fortolkning. De tager os med ind i den korsfæstedes transformation og lader vores liv undergå en metamorfose, der ligner. 

Den bedste metafor for Kristi opstandelse er derfor ikke at være fundamentet for den kristne tro. Et godt fundament er fundet i en klippe eller støbt i beton. Opstandelsen er troens prisme. I dens hårde diamant brydes livslyset i alle farver og rammer ethvert hjørne af vores liv for at lade det fremtræde, sådan som Gud ser på det i kraft af Kristi kors. 

Ligesom dit liv har mange nuancer, når du i erindringen ser tilbage eller fremad mod horisonten, der åbner sig. Kærlighedens og elskovens røde farve, den klare tankes blå friskhed, strålende gul som rigdom, virkelyst og barnets sorgløse sommerleg. Farverne fremstår sjældent rent. De blandes i et bredt spekter af grøn som vækst, brun som muld eller lilla og orange, fordi verden er frodig. Endda den grå, der kan være som sølv, hører med. Vi kender den overgivne lykke, der ikke beholder noget for sig selv, men sender al lyset tilbage for at skinne på andre fra den hvide kjole ved dåb, konfirmation og bryllup. Vi har mærket den dybe sorg, der er så sort af ligesom at suge alt lys ind i sig og æde det uden at give nogen farves refleks fra sig. 

Guds lys vælter ind i verden påskedag for at forkynde om den korsfæstede frelser, at hans liv er vores liv, i en trodsig opstand mod døden. Bedst nærmer vi os det i billeder. Maleren Arne Haugen Sørensen har en farverig palet og har malet opstandelsen mange gange. Med alle regnbuens farver. Samtidigt mestrer han med sin pensel at tale åbent og ærligt om det ubønhørlige vilkår, som er vores dødelighed. Den kynisk firkantede grav tæt ved afgrundens rand tegner dødens kolde brutale faktum. Døden er et faktum. Den er stivnet fortid. Også mens vi nøgternt ved, at den ikke er nu, fordi vi er her, så er dens væsen den konstante tendens, der tilintetgør ved at gøre fremtid til fortid. I Arne Haugen Sørensens malerier ses uendelig smerte blande sig med de skønneste farver. Hvis sorg skal fortælles, kan den kun aftegnes ved at få alle livets afskygninger med. Sorgen over død er savnet af det levede liv. 

Forkyndelse af opstandelse er ikke en beretning om dødeopvækkelse men om treenigheden. Den kan males med Faderens metaforiske hænder og Helligåndens symbol ved duen. En særlig teologisk pointe kan tydes, når Sønnen kan males som en datter. Vi kan aldrig tilegne os evangeliet uden at forstå det med vores eget liv. Det gjorde kunstneren også, der havde mistet et barn, som var blevet til en ung kvinde. 

Luther gjorde det til et princip for læsning af biblen og trosbekendelsen, at teksten kunne være lige meget, hvis ikke du hørte om begivenhederne, som sket for dig. Det er en anden måde at sige dét på, at Jesu opstandelse er inderligt ligegyldig, hvis ikke den handler om din og min opstandelse. Og ikke mindre: den, vi elsker, men ikke ser mere. Den vigtigste facet i opstandelsens prisme er, at Jesus ikke døde for sig selv, men for dig og den, du mistede. 

Guds søn fødtes, levede og døde her i menneskers verden. Derfor har det historiske en plads i vores forståelse af evangeliet. Vi er selv en del af historien. Alligevel rammer det ikke selve påskens nerve, hvis opstandelse tales om som et historisk faktum i stil med en genoplivning eller en dødeopvækkelse. Den opstandne tager os med ind i fremtiden ikke tilbage til et historisk bevis. Teologen Bultmann udtrykte en gang, at det ikke ville rokke ved hans opstandelsestro, hvis man fandt Jesu grav med hans knogler i den. Mange vil i dag give ham ret. Hvis opstandelse kun var genoplivning, hvilket håb var der så i det? Det sker hver dag på sygehusene rundt omkring på kloden. Og det kan beskrives i avisen, i ugemagasinet og i teologien og findes også i Det Nye Testamente. Men hver gang opstandelsen angribes som bevis eller forsvares som et historisk faktum om en genoplivning af en død, der ikke var død alligevel, stivner selve opstandelsen til et dødt dogme. Faktum er til gengæld den dødes død. Den livløse mand, der løftes op af barmhjertige hænder. Hvor død er stivnet fortid, betyder opstandelse fremtid. Den korsfæstedes fremtid. Det er og bliver den korsfæstede, som kristendommen forkynder og kirken samles om. Også når det er påskedag. 

I 2020 kunne vi ikke fejre opstandelsen, som det liturgisk plejer at foregå i kirker med alle slags festlige virkemidler. Engang var jeg selv ganske kreativ for at gøre påsken til et drama med en festlig finale. Men opstandelse er begyndelse ikke afslutning. Og efter, at jeg selv mistede én, jeg ikke kunne få igen, til dødens kolde favntag, blev min egen påskefejring mere stilfærdig. 

Til påske plejer facebook at svømme over med jubelbekendelser af, at Kristus sandelig og visselig er opstanden. Det kan minde om foredragsholderen, der i sit manus skriver: ”Her hæves stemmen, argumentationen svag!”. Hvis det er for at insistere på opstandelsens fakticitet, kommer det til at lyde skingert. Værre er det, at det overstadige kan se ud til at glemme, at centrum i opstandelsens herlighed er og bliver den korsfæstede. Den martrede, den ødelagte, den knuste. Evangeliets paradoks er, at han, der langfredag var gudsforladt, alligevel udåndede med ordene: I dine hænder befaler jeg min ånd. 

Han kommer selv i opstandelsens lys og viser sine sårmærker frem for skeptikeren Thomas. Og den vantro discipel udbryder netop dér og til ham: Min herre og min Gud! Paradokset (det, der altså strider imod enhver klar tanke eller filosofisk sandsynlighed) dét er, at han, der var så grim, så ødelagt, så martret, syg og gudsforladt, at alle vendte hovedet væk i lede – han er i Guds lys smuk. Jesus, den martrede mand, er Kristus den herlige frelser. Guds skønhed i denne verden. 

Det er i høj grad ”en omvending af alle værdier” (Nietzsche) både filosofiske, æstetiske og moralske, at netop den korsfæstede Jesus af Nazareth for os er Guds skønhed. Det ser ikke bare ud som om, men er grimhedens herliggørelse, offerets ophøjelse, kærlighedens bevægende forvandling. Her bliver død til liv, smerte til glæde og gråheden af tab, svigt og savn får atter farver i åndens metamorfose. 

For det var et menneske af kød og blod, der virkelig var Guds søn. Ikke usårlig og apatisk, sådan som denne verdens kloge hoveder er i stand til at tænke om Gud. Kristnes Gud mødte sin sårbarhed ved at sætte sig i brændpunktet af tilværelsens kamp mellem menneskelighed og dæmonisk vold. Kærligheden er almagtens hårde kerne. Den korsfæstede vender sig imod både venner og fjender, forrædere og bødler, og forsoner dem alle. Påskens opstandelse, såvel som langfredags korsfæstelse og skærtorsdags hellige nadver forkynder heldigvis ikke, at døden ikke er så slem alligevel. Det ville vi aldrig kunne tro på. Men den forkynder, at Gud er barmhjertig og ser i nåde til de syndere, der skal dø, men ikke formår at dø i fred. Af os selv kan vi ikke forliges hverken med hinanden eller med Gud. Døden viser os, at livet ikke er som et regnestykke, der går op. 

Men håbet kalder os ud i lyset. Som sagt er det sådan med lys, at det består af alle farver. Det er så stærkt, at vi bliver blinde af at stirre ind i det. Men alle verdens dejlige farver reflekteres i det. Og kaster lyset tilbage undtagen dén farve, som tingene selv har. Græsset er grønt, påskeliljen er gul, og himlen er blå. Men lyset er alle farver. Og når det brydes, kommer skønheden frem. Sådan er det også med opstandelsen. I den brydes Guds lys, så vores tilværelse ses i dens dejligste skabthed, sådan som det var godt tænkt fra begyndelsen, før ondskaben kom ind i verden. 

Gud er vores fremtid. Den livløse skikkelse i de første opstandelsesbilleder transfigureres senere i Arne Haugen Sørensens billeder til en mere dynamisk figur. Graven og vores dødelighed, der fylder uforholdsmæssigt meget på denne runde klode, bliver næsten diffus i utydelig grå, når Guds stærke lys skinner os nådigt i møde. Opstandelse er liv. Kraft og bevægelighed. Ikke dødsstivhed eller et fastfrosset nu. Digterne, fortvivlet over tidens uafvendelig strøm, drømte om evigheden som et ”stående øjeblik”, der aldrig kunne henvejres. Men Guds evighed er hverken lang kedsomhed af uendelig tid eller et ekstatisk nu, der aldrig kommer ud af stedet. Vi må forstå Guds evighed som et liv i dimensioner, vi ikke kan indfange. Som om fortid, fremtid og nutid kan løftes op til en samtidighed, fyldt med kærlighedens forklarede liv. 

Det er næppe tilfældigt, at mange nærdødsoplevelser handler om erfaringer af lys. Hvad den enkelte har set, kan en omverden ikke nysgerrigt trænge ind i. Men det er næppe mærkeligt, hvis der i mennesket er gemt en erindring om, at det første, Gud skabte, var forskellen på lys og mørke. Og at lyset er godt. 

Det er i lyset, at væksterne gror, børnene leger, og voksne med intelligens og teknik kan bygge samfund som vores egne hænders værk. Opstandelse og evigt liv, som Gud under os, kan kun være lys. Helt inde i menneskets inderste er der gemt en hemmelig erindring om, at det at komme hjem til Gud er at komme ud i lyset. Det er så stærkt, så alt, hvad vi ellers kender til, også de krasseste billeder af lidelse, ondskab, tab og sorg, må blegne. De forsvinder for vores blik, når vi vender ryggen til det og kun ser ind i Guds herlige lys, der strømmer os i møde. 

I Lillerød Kirke har vi fået den Blå opstandelse. Jeg holder af farven blå. Det er forklarelsens farve. Som septembers blå himmel. Den kongelige farve. Siden Arne Haugen Sørensen malede første gang, er der sket noget med Mathilde. Hun retter ryggen og går ind i lyset. Herlighedens lys. Hvis ellers det stadig er den samme figur? Jeg ved det ikke. Er det en mand eller en kvinde? Måske er det slet ikke den døde, der går ind i fremtiden. Det kan også være den sørgende, der samler livstråden op, og går videre Gud i vold. Men ryggen er rank og skridtene faste. Billedet rummer under alle omstændigheder en dobbelthed af død og liv, som jeg særligt sætter pris på. 

For det er et ærligt billede, der ikke lyver om døden. Den tomme grav er fuld af ben. Sådan som vores grave er det. Det er den tomhed, vi kender, når sorgen og tabet er størst. Vores grave er fulde af tomhed. Døde afpillede ben mangler kød, vi kan favne, blod der kan få huden til at rødme, scener og nerver, der giver bevægelse, ånd der kan tale, tro og bygge broer. Den døde er død. Det er tomheden. 

Jeg har ladet mig fortælle, at kunstneren engang vendte tilbage til én af de kirker, han tidligere havde udsmykket med opstandelsen, og spurgte om lov til at male ben i graven, for opstandelse er ikke en dødeopvækkelse. Tomheden, som vi erfarer den, er fuld af døde ben. Det fik han imidlertid ikke lov til. Han var derfor sikker på, at Blå opstandelse aldrig ville få plads i en kirke. ”Præsterne vil ikke have ben i graven”, sagde han. Nu har Blå opstandelse så hængt i Lillerød Kirke siden 2015. Dét er godt.

Og dog kommer den opstandne os i møde. For det er jo her, vi er. Kristus vender sig imod vores verden og kaster lys ind på verden, så vi ser, at den indeholder mange farver og frodighed, som omgiver os i vækster, dyr og mennesker. Denne nedkølede samling stjernestøv, som vi bor på; hvor der op af jorden spirer liv i lilla, orange og alle regnbuens farver – den er vores hjem. Det liv, der engang skal forklares i Guds herligheds lys, leves her, hvor han har lovet at være til stede, hver gang vi mindes ham og indtil verdens ende.

Med brød og vin, som stammer fra jordens mirakler, har han indstiftet et måltid, hvori han har givet sin menighed, at smage at Herren er god og nådig. Der er sanser, erfaringer og nærvær, når vi ser, at Herrens opstandelse og himmelfart til Faderens højre hånd ikke betyder, at han er taget bort fra os. Han er tværtimod opstået ind i Guds herlighed for at kunne være hos os i denne skabte verden. 

Nøgen kommer han os i møde i kød og blod med den troværdige menneskelighed, hvori han ligner os. Hvormed han kunne leve som os. Og kunne dø for os. Han skænker os sig selv. Som den opstandne korsfæstede. Engang tænkte jeg: ”den korsfæstede, men opstandne”. Men opstandelsen er jo ikke korsfæstelsens dementi! Det er derimod dens bekræftelse. Kærlighedens offer blev fuldbragt langfredag. Derfor er fejringen af hans opstandne nærvær et måltid, hvis elementer forkynder om hans hengivelse af sit legeme i kærlighed og udgydelsen af hans blod til syndernes forladelse. 

Evangelisterne er enige om, at gå i detaljer med at udpensle Jesu passion. Med al den vold, hån og brutalitet, som mennesker kan finde på. Alligevel husker de korsfæstelsen noget forskelligt. Det, der sammenfattende i kirkens tradition kaldes Jesu sidste 7 ord på korset (og som her på Lillerød Kirkes hjemmeside er gengivet med mine passionsrefleksioner over Haydns musik) er også et prisme af forskellig teologisk erindring. Den er ikke tilfældig, men kaster mening af sig i dens genfortalte diversitet. Men når evangelisterne skal fortælle om opstandelsen er der mindre samstemmighed. Opstandelsen unddrager sig for alvor det éntydige. 

Det vigtigste, der går igennem alle påskevidnesbyrdenes indbyrdes selvmodsigelser om tid og sted og persongalleri, er, at kvinderne og disciplene får fortalt, at de skal møde Jesus igen i den verden, de kommer fra. Jesus er gået i forvejen. Til Gud ja. Men også netop derfor: til Galilæa! Det betyder, at han er gået i forvejen ind i den fremtid, der venter os i vores liv, i vores byer, i vores huse og fællesskaber. Den korsfæstedes sårmærker viskes ikke bort, når han kommer til os. Men han vil møde os der, hvor vi hører til; i livet, vi lever med hinanden. 

I 2020 fejres både opstandelse og nadver i høj grad i huse, der er adskilt fra hinanden pga. coronavirus. Men Kristus den korsfæstede og opstandne frelser, der én gang med sit blod har skabt forsoning og gjort fyldest for al synd i denne verden, ikke bare vores, men både sine venners og sine fjenders, han vil styrke os med sit legeme og blod til det evige liv, hvad enten vi menneskeligt talt er i flok eller isolerede. 

Gud Fader skænkede sin søn til verden. Hans første bolig var en stald langt væk hjemmefra, som voksen havde han mindre end fuglen, der har sin rede, og ræven, der bor i sin grav, på korset var han forladt af både venner og Gud, men som den opstandne, der hører han hjemme, hvor to eller tre er forsamlede i hans navn eller endnu færre end dét. Hvor én eneste sidder alene og ønsker et budskab om nåde fra en grønnere verden, end den, han bor i, dér vil Jesus gerne være med. Det sted, hvor der er tændt lys, mens der våges og bedes, tvivles og tros, eller kæmpes med søvnløshed og sorg, dér vil han komme ind for at tage bolig i hjertet og gøre dét til sit tempel. For opstandelse betyder, at Gud ikke er bundet heller ikke af tid og sted, men har gjort sig fri til at være hos os. Glædelig påske!

af sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen

Rammen om påsken år 2020 er smerteligt forandret. En pandemi med en ondartet virus hærger verden og har tvunget os alle fra nord til syd – fra øst til vest på kloden til fysisk at holde afstand til hinanden. Vi er bekymrede, og verden er sat på pause. Det gælder også kirken, som normalt slår sine døre op for den store fælles fejring af kristendommens største højtid. Det sidder i vores DNA, at vi kommer, når klokkerne kalder os til påske gudstjeneste midt i foråret. Vi synger sammen, lytter til påskens evangelium og råber opstandelsesbudskabet ud i foråret i en tryg og velkendt liturgisk ramme. I år må vi hver især tænke nyt, for vi kan ikke fejre påske, som vi plejer. Mens vi holder vejret og er sammen om at holde afstand, så må vi skabe en ny ramme omkring påskefejringen med et udvidet liturgisk rum. For påskens opstandelsesbudskab kan hverken sættes på pause eller udsættes til næste år. Kristus er opstået fra de døde – er stået op af graven med budskabet om at livet er stærkere end døden, og at kærligheden, uanset hvad, altid får det sidste ord. Et lysende håb med pant i evigheden, i åbenheden og den menneskelige fejlbarlighed rejste sig påskemorgen fra den tomme grav. Et håb, som finder nye veje og stier gennem lukkede kirkedøre og pandemier.

Denne sære ramme omkring påsken griber også os præster, når vi i uvant hjemmekarantæne sidder bag skærmen for at skrive påskeprædiken. En prædiken løsrevet fra liturgi og kirkerum. En prædiken med eller uden prædikestol, billede og lyd og uden fysisk menighed. Alligevel trænger ordene sig igennem. For der er ikke mindst nu ord, der skal og må siges på den måde, det er muligt, i en tid hvor Corona krisen har lukket os mere inde i vores hjem og tvunget nye påsketanker og perspektiver frem.  

Hjemme i min stue hænger der et maleri af Arne Lundsteen Hansen, som har haft sin faste plads længe. Maleriet, som er omgivet af en klassisk forgyldt ramme er nærmest faldet i med tapetet, når vi er gået forbi det i hverdagens små cirkler. Vi ser det ikke sådan rigtigt. Måske er det på grund af den øgede hjemmetid her omkring påsken, at maleriet pludselig har trængt sig ind i mit synsfelt på en stædig og trodsig måde. Ja, nærmest som om maleriet er sprunget ud af rammen. Det har fået nyt liv i denne pausetid, hvor der er vendt op og ned på prioriteringen af, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt. I denne tid sker det, at det selvfølgelige og rutineprægede baggrundstapet er kommet ind i synsfeltet og har fået nyt perspektiv. Det gamle maleri er for mig blevet til et sindbillede af påsketiden år 2020. Med de grå stille dage i forgrunden, højtidsdagene i mellem grunden med opstandelseslyset for enden af påsken i maleriets baggrund. Altså en anderledes, kantet skildring af vandringen gennem påsken mod lyset og håbet.

Kunst kan noget dynamisk, som ord ikke kan. Kunst kan sætte sansning i spil og lade erfaringen og det rationelle komme i nærkamp med det irrationelle og det gådefulde. Når det gælder Arne Lundsteen Hansens maleri fra midten af 1950-erne, så har kunstneren næppe malet billedet med afsæt i påsken eller opstandelsen. Men farvespillet og linjerne i billedets komposition tegner for mig et udvidet påskeperspektiv. I dette gådefulde ingenmandsland mellem maleriet og iagttageren trænger opstandelseslyset og håbet sig igennem de mest uventede og overraskende steder. En interessant port gennem påsken fra palmesøndag over skærtorsdag, langfredag til solopgangen, påskedag, kan i sin forgyldte ramme åbne både sind og sanser hjemme i stuen.  

Som man kan se på billedgengivelsen forestiller maleriet en portåbning angiveligt fra en lille gård i Råbjerg i det nordjyske. Det er stramt i sin form med grå lineære og kubistiske flader med sort kontrast og en lille gådefuld sort kvadrat til højre i maleriet. Et lille mysterium, som sætter iagttageren på prøve. I den tredimensionale portåbning ser vi en knaldgul firkant, som gengiver det stærke sollys på den anden side af porten. Vi står altså inde i den gråsorte gård og kigger ud gennem portåbningen mod det stærke sollys. Og herfra er vi klædt på til at gå direkte ind i Matthæus evangeliets opstandelsesberetning. 

v1 Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. v2 Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. v3 Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. v4 De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. v5 Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. v6 Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. v7 Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«v8 Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. 

Kristus er opstanden. Det er påskemorgen kirkens allerstørste helligdag. Vi har lagt langfredags mørke bag os med tornekransens borende og kradsende sprog, som har revet i vores indre. Kristus er opstanden. Kristus er stået op af graven fra de døde – fra død til liv. Igen i år 2020 – selv om vi ikke kan sidde sammen i Lillerød Kirke og lytte til påskens evangelium. Jo, sandelig, han er opstanden, Kristus. Også i et Corona år med alt, hvad det betyder.

Det samme jordskælv, som ramte og rystede gravvagterne, Maria Magdalene og den anden Maria, rammer også os hver især, hvor end eller hvordan vi markerer påsken. Opstandelsen sprænger både tiden, kirkedøren og rummet. For Herrens engel steg ned fra himlen og væltede stenen fra gaven. Den Matthæus-engel, som vælter stenen fra, er i lynildsklæder. Vagterne er helt rundt på gulvet af skræk og rædsel over, at den døde, som de skulle passe på, og som lå inde i graven, er stået op og ud af sin grav, så selv jorden skælver. En påmindelse om, at når Gud bryder ind i virkeligheden – ind i tiden og historien – er det med saft og kraft.

Langfredag sidder i haserne. Fornemmelsen af lidelse, liv og død, mørke og lys har strejfet os i sære uvirkelige glimt af varmt og strømmende nærvær og frysende fravær. En væltet sten og en tom grav maner til tyngde og eftertanke. Vi forstår det ikke. Så kommer den, påskedags morgen. Solen er stået op, og vi ved, at lyset er med os i dag – og det helt ind i den åbne grav. Morgenrøden skiller mørket omkring os. 

Men kvinderne ved graven vidste ikke, hvad død var. De vidste heller ikke, hvad liv var. Stenen var væltet fra graven. Englen i lynildsklæder havde fjernet den store tunge sten fra gravens åbning, så man kunne gå derind. Det umulige var sket. I stedet for liget og mørket fandt de en engel med et udseende som lynild i snehvide klæder. Forestillingen om dødens hårdhed og uigenkaldelighed brister.

Vi andre ved heller ikke, hvad liv og død er – har aldrig vidst det. Men i påsken år 2020 får død og sygdom på tværs af verden et voldsomt udtryk. Tal og statistik om døde, smittede og indlagte Corona patienter i respirator svirrer ustoppeligt omkring os. Lige nu sidder i hvert vores hjørne på afstand af hinanden og holder vejret, bekymrer os om det ukendte, passer på og lytter til ubærlige nyheder. Alle os, som er bange og urolige – alle os, som har mistet, grædt og sørget og trådt ved siden af. Alle os, som i vores ufrivillige isolation har langt til dem, vi elsker. 

Rammen omkring påskelivet år 2020 er sat på pause. Men livet er og bliver fremadrettet som det levende kristne opstandelsesbudskab med håbet forrest. Som den sanselige gule firkant i baggrunden af Arne Lundsteen Hansens billede bag korridoren af de grå og sorte farver, sådan er det med påskehåbet og lyset. For netop i det ukendte, i smertens, bekymringens og afmagtens lukkede rum, spirer evighedshåbet stædigt og trodsigt frem. På det sted, hvor hvor vi har allermest brug for det, kommer budskabet til os alle hver især, uanset hvor bekymrede, udsatte eller alene vi føler os. Budskabet om, at Jesus Kristus midt i livet og orkanen udgør en forløsende bro mellem to kyster med et oprørt hav imellem sig. Mellem tiden, som gik i stå med pandemiens hærgen, og tiden, den nye tid, som kommer efter. Amen.

Glædelig påske til alle!

Meditationer af sognepræst Carsten Mulnæs

Jesu 7 ord på korset er syv citater, der tillægges Jesus under korsfæstelsen, og som er opsamlet fra alle fire evangelier. I det følgende har sognepræst Carsten Mulnæs udfærdiget meditationer til hvert af de 7 ord og suppleret med Haydns musik.

Vejledning:

• Læs/lyt til Carsten Mulnæs’ oplæsning af sin meditation til hvert af de 7 ord (ca. 1 minut per ord). Indledningen indeholder kun musik.
• Lyt til den tilsvarende del af Haydns musik, ca. 10 minutter per ord. Lydklippene starter automatisk det korrekte sted. Desværre respekterer alle enheder ikke ‘stop’-tegnet, så hold øje med tidsangivelserne og stop lydklippet manuelt ved de angivne tider og gå til næste meditation.

---

(Indledning)

Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 0:00 – 07:49
Introduzione – Maestoso ed adagio / Ré mineur

---

1
Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 07:49 – 16:14
Sonata I – Largo / Si bémol Majeur

---

2
Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!

Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 16:14 – 25:50
Sonata II – Grave e cantabile / Ut mineur

---

3
Kvinde, dér er din søn, og du,
dér er din mor.

Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 25:50 – 36:14
Sonata III – Grave / Mi Majeur

---

4
Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig?

Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 36:14 – 45:04
Sonata IV – Largo / Fa Majeur

---

5
Jeg tørster.

Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 45:04 – 55:24
Sonata V – Adagio / La Majeur

---

6
Det er fuldbragt.

Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 55:24 – 1:04:49
Sonata VI – Lento / Sol mineur

---

7
Fader, i dine hænder
betror jeg min ånd.

Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 1:04:49 – 1:13:29
Sonata VII – Largo / Mi bémol Majeur + Il Tremolo

af sognepræst Kirsten Drigsdahl: 

Salmer til hjemmesang: 192 – 787 

Kære sogn! 

I dag for 80 år siden blev Danmark besat af Nazi-Tyskland. Jeg er først født i 50, så hvad jeg ved er fra historie, dokumentarfilm og fra dem, som oplevede dagen og gennemlevede de 5 besættelsesår. Der er ingen paralleller til denne 9. april plage i 2020. Og så alligevel: usikkerheden og angsten for, hvornår vores land bliver det samme igen! 

Vi kan ikke forsamles og ikke dele skærtorsdag og nadverindstiftelsen og dagens tekst, hvor Jesus vasker disciplenes fødder med hinanden ansigt til ansigt eller skulder ved skulder. Det er trist, men ikke så uoverskueligt, som denne virus, vi deler frygten for, mens vi holder afstand og sidder hjemme og passer på hinanden. Skærtorsdag næste forår kan jo blive, som vi plejer at fejre den – sammen. 

Privatnadver, altså det, at I selv skulle sige indstiftelsesordene og holde privat nadver hjemme er ikke en luthersk mulighed, for her har præsterne alene den mulighed med deres rette kaldelse og ordination. Og det har sine gode historiske grunde. 

Jeg sender jer en god fortælling: Kerstin Ekmann, den svenske forfatter, som jeg vil nævne i aften, har i romanen Skrabelodder (*) en kommentar til det med ritualet. I romanen tænker præsten Inga tilbage til sin u-kirkelige ungdom. Da fik hun en slags religiøs oplevelse og lever nu 19 mdr. på en eller anden måde med en indre sult:” Salighedsfølelsen og lykkerusen der kun fandtes utilstrækkelige og i øvrigt falske ord for, er gået ud. Dog ikke i ligegyldighed eller glemsel, men i skræk. Hun er i fare på grund af en kraft, som ingen taler om, og som der ikke står noget om i de bøger hun har læst. …Hun flakker stadig mellem kirkerne, for hun kan ikke bestemme sig og føler aldrig at hun hører til nogen steder.” Inga ser en dag rent tilfældigt, mens hun vandrer rundt på en kirkegård i Stokholm, et opslag om en studiekreds. ”Efter Frelsen” er titlen. Ord hun inderlig afskyr Frelsen. Afgørelsen. Hun går alligevel derhen – om noget en afgørelse. Hun er ikke positiv indstillet, mere urolig. Pastor Wärn taler ud fra Paulus. Efter sin omvendelse holdt han op med at forfølge kristne, og Inga lærer, at det var ham som satte kristendommen på termer, så der kan tales om den. Det var jo godt for ham. ”Men et almindeligt menneske, som aldrig har forfulgt nogen, hvad gør sådan et?” Inga forstår snart, at ”Efter frelsen” ligner alle andre aftenkurser. ”Man kan sikkert lytte længe til den dæmpede tale om batik, navigation, bogføring uden at opdage, hvor man er andet end på kursus. Arbejderforfattere. Macramé. Jesus Kristus Guds Søn. Der er ingen der hæver stemmen.” 

Men efter et par tirsdage er der en af deltagerne, som medbringer kaffe på termokande og hjemmebagt kage. Så siger præsten stille, at der er tekøkken og de kan godt lave kaffe dér. Og så skiftes de til at bage kage. 4. kursusaften er det Ingas tur. Da hun i pausen skærer kagen ud, spørger præsten hende på tomandshånd: ” Hvorfor er du kommet her?” Hun indser af kursets emne er som sugende og strømmende havvand og at præsten ikke formår at føre dem ud i den stærke strøm: ” Spørg os alle sammen, ” siger hun. Men præsten forvandler sit direkte spørgsmål til et alment kursussprog. ”Hvad venter I jer af dette kursus? Og spørger deltagerne efter tur og konkluderer efter spredt fægtning i svarene, at man måske ikke kan redegøre for det, at den dybeste grund måske er skjult. Men Inga sprang han over. Først efter timen gentog han spørgsmålet til hende og hun bliver perpleks, men svarer så: Jeg kom her fordi jeg ville vide hvad religion er. Hun kan ikke få sig til at sige mere og bestemmer sig efter kurset, at hun ikke vil snakke med nogen og ikke vil vende tilbage til kurset. Aldrig mere! Men så kalder præsten og giver hende en lap papir i hånden. Hun går hjem uden at se på sedlen og udskyder at læse den til hun er gået i seng. På sedlen står: William James: Religiøse erfaringer. 

Inga forsætter på kurset, men kan egentlig ikke huske noget af, hvad hun i øvrigt lærte, men hun tog da nogle notater. Kurset sluttede med at pastor Wärn inviterede alle til højmessen den førstkommende søndag, hvor han ville tage nogle af deres spørgsmål op i prædikenen. 

Næsten hele holdet møder op i kirken. Inga oplever præsten helt anderledes nu. Væk er det videnskabelige præg; de kan genkende deres egne spørgsmål, men han form er anderledes. ”Troen åbner sig for dem, siger han, Kristus åbner sin favn. Han tager imod alt, også deres ængstelse og tvivl… Inga spekulere på hans anden autoritet på prædikestolen, overvejer om han har den fra den gyldne due over hans hoved, den due som ikke har noget at gøre med de skidende og pikkende duer ude på Kammakargatan. ”Men han er ikke helt så overbevisende som han gerne vil være”, konkluderer hun. ”Duen sidder fast med messingtråd.” ”Nu viser det sig at være en nadvergudstjeneste. Det havde Inga ikke regnet med, dér plejer hun jo at sidde stille og lytte… O, du Guds lam, som tager alverden synder… 

Denne lytten, den indre ro, de urørlige ord fra alteret, denne mumlen, det er hendes nadver. … 

Kursusdeltagerne sidder alle på samme bænk. Nu hører de indstiftelsesordene. Så rejser de sig. Hun rejser sig også. Det gør hun, fordi de andre gør det, det er en refleks. Nu skal de gå op, og hun vil lade dem komme forbi. Men så forstår hun at hun kommer til at sidde alene på bænken. Alle dem fra kurset som er til stede, har tænkt sig at gå til alters. Og hun kommer til at sidde alene tilbage, som om der er et ellers andet hun vil demonstrere. Hun tror, at Herman Wärn husker på de ord hun havde besvaret hans spørgsmål med: at hun ville vide hvad religion var. De kan jo opfattes som køligt udenforstående, som hun var én der bare kiggede på, når de andre trådte frem med deres opposition, ja, med deres fjollethed og deres dybe generthed. Tre af dem er passeret forbi hende, og inden den fjerde har mast sig forbi, går hun selv ud i gangen. Hun går langsom som de andre og ser ned i gangens røde sisalløber, og hun er bange som en mus, mest bange for de andre fra kurset, dem som hun burde føle fællesskab med. Hun vil dreje så langt som muligt over til venstre, men der er kun én plads tilbage, da hun kommer derop, og den er midt for alteret og midt for Wärn, hvis ansigt hun omhyggeligt vogter sig for at se. 

Så kommer han med sin mumlen, han nærmer sig fra hendes højre og til sidst er hun nødt til at skotte, for hun ved ikke hvordan man gør. Stikker han oblaten i munden på én, eller tager man den selv? Tygger man? Hun kan ikke huske, hvordan hun gjorde ved konfirmationen, kan slet ingenting huske. Så ser hun at man tager den, lægger den i munden og lukker læberne. Ikke en bevægelse til. Sådan gør ham ved siden af hende, det er ham foreningsmennesket. Så er Herman Wärns ansigt der, og hans hænder. Han smiler næsten. 

Dette er Kristi legeme. siger han. 

Hun er alene i verden. Der er stille. Det er næsten en stille venten til sølvkalken kommer. Det lille nip af sødme, ikke en mundfuld. Og orglet. 

Dette er Kristi blod… 

Inde i verden er der en stilhed, og hun er i den. 

Bagefter må de rejse sig, bøje hovedet for alteret og gå ned igen. Men nu tøver hun ikke. Bevægelserne gør sig selv. Hun behøver ikke tænke på, hvordan det foregår. Så sidder hun på bænken og er stille. 

Da ved hun at hun har fået lov til at opleve det igen. Selv om det nu var anderledes. Det var ikke en jublende sang og ikke lys der brød sig vej ud af stenvæggene. Denne gang var det bare stilhed. 

Nu, næsten tredive år efter, tænkte hun: Alting bliver ubønhørligt hverdag. Alt undtagen dette!” 

Kerstin Ekman har en fabelagtig evne til at anskueliggøre ritualet – det nøgterne blik og så det dybe anderledes, som alligevel indfinder sig i handlingen. Undervejs. Det er godt set og kan tage en teolog mange år at forstå det, som hun ligetil åbner: At liturgien og ritualerne kan noget, som hverken lærebøger eller foredrag eller prædikener kan. Ritualet taler, hvor dogmatikken er forstummet. 

Måske kom vi i dag gennem Kerstin Ekmans Inga tættere på nadveren også den sidste Jesus delte med disciplene. 

Man må gøre det, give sig ind under det. Disciplene gentog det, og kirken gentog ritualet omkring dette måltid, og vi gør det i kirken, hvor vi skærtorsdag aften forlader rummet tomt og i mørke. Alting bliver ubønhørligt hverdag. Alting undtagen dette. 

I aften må vi huske og så vide, at på den anden side af Coronaplagen, så mødes vi omkring ritualerne, som samler os i det fællesskab, som Jesus stiftede som en dyb kærlighedsgerning, hvor han gav sig selv i en gestus, som kan gentages og gentages. Det talende mindste måltid. 

Med levende håb glæder jeg mig til, at vi igen kan samles og hverdagen kommer. Glædelig Påske! Og pas på jer selv og hinanden! Til det kan I selv føje et amen! 

Mange hilsner fra Kirsten

(*) Kerstin Ekman: Skrabelodder s.172 – 178.

Salmer til hjemmesang: 78 – 84 / Der var mange folk på gaden – 80 

af sognepræst Kirsten Drigsdahl

Kære sognebørn! 

Med lukket kirke har præsterne besluttet at sætte vores prædikener på hjemmesiden. Det er helt nødvendigt, at I passer på jer selv og holder afstand. Jeg sender hilsner fra Kongeparken, hvor jeg nu har boet i en uge. Her er rod og flyttekasser, men i går lykkedes endelig at få min PC indstillet til den fiberforbindelse, som er her. Her er fint og jeg har det udmærket, selv om jeg savner at møde jeres blikke og smil. 

Vi plejer at holde en festlig og børnevenlig Palmesøndag i Lillerød, pyntet med palmegrene og dejlige salmer. Der er nærmest længselsfuldt at tænke sig ind i mængden, som kan møde frem glade i store flokke med palmegrene og byde Jesus på æslet velkommen. Det kan vi kun gøre på afstand. Hvis I kigger på billeder fra de store pladser med rytterstatuer i Danmark og i hele verden, så står de nu i ensom majestæt. Det kan ikke være anderledes, hvis vi har livet kær. Og det skal vi helt i den Ånd, som er evangeliernes og hovedpersonens ærinde. 

Søndagens tekster har både indtoget i Jerusalem, men i år særlig vægt på salvingen af Jesus i Betania. Vi tænker gerne, at kvinden, om det er Maria Magdalena eller Maria, Marthas søster eller en helt for os ukendt, at det var modigt af hende at gå ind i Simons hus og salve Jesus. Hun var ikke velset og nogle blev åbenlys vrede. Men ikke Jesus som tog imod hendes hjertelige gestus. Han så hendes kærlighed, og så det så også som en forudgribelse af sin kommende begravelsessalving. Taknemmelighed viste han og forkynde, at overalt hvor evangeliet prædikes, da skulle hendes gestus fortælles og huskes. Så det gør vi! Vi undlader i øjeblikke at kopiere hende bogstaveligt og her mener jeg direkte at gå ind i hinandens huse med søde handlinger. Vi handler måske for hinanden eller giver blomster, men ringer på efter aftale og holder afstand. Men sådanne gestus bliver også taget ligeså hjerteligt i mod, som skænket. Vi griber måske telefonen og ringer til, dem vi ved, savner et opkald og en hilsen. Sådan kan vi på forskellig vis vise venlighed og kærlighed, mens vi venter på, at katastrofen aftager og det normale kommer tilbage. Sådan passer vi som sogn og kirke på hinanden. 

Vi skal huske ikke at tage chancer selv. Jesus gik modtandsløs døden i møde til vores bedste. Vi skal ikke ringeagte hans offervilje, ved at tro at vi kan eller skal kopiere Guds Søn. Han gjorde det, som måtte gøres én gang for alle, så vi kan have mod på vores liv og tage vare på hinanden. Jeg så på TV, at ortodokse nede i Jerusalem trodser alle fornuftige regler. Det opfatter jeg som Gudløst. Vi skal selvfølgelig i næstekærlighedens alvorlige sag tage vores forholdsregler og opføre os fornuftigt og holde afstand. 

Og det kan vi uden bekymring, fordi Vorherre allerede har sørget for vores yderste nød og sat evighedens målestok som vores lange perspektiv. Med det i mente kan vi på afstand, men lige hjerteligt komme Palmesøndagen og påskedagene i møde derhjemme og på ganske ægte jødisk vis sige: Næste år i Lillerød kirke! Amen! 

De bedste hilsner og varme tanker til jer alle fra jeres kirke, Kirsten.