Skærtorsdag d. 9. april 2020.

af sognepræst Kirsten Drigsdahl: 

Salmer til hjemmesang: 192 – 787 

Kære sogn! 

I dag for 80 år siden blev Danmark besat af Nazi-Tyskland. Jeg er først født i 50, så hvad jeg ved er fra historie, dokumentarfilm og fra dem, som oplevede dagen og gennemlevede de 5 besættelsesår. Der er ingen paralleller til denne 9. april plage i 2020. Og så alligevel: usikkerheden og angsten for, hvornår vores land bliver det samme igen! 

Vi kan ikke forsamles og ikke dele skærtorsdag og nadverindstiftelsen og dagens tekst, hvor Jesus vasker disciplenes fødder med hinanden ansigt til ansigt eller skulder ved skulder. Det er trist, men ikke så uoverskueligt, som denne virus, vi deler frygten for, mens vi holder afstand og sidder hjemme og passer på hinanden. Skærtorsdag næste forår kan jo blive, som vi plejer at fejre den – sammen. 

Privatnadver, altså det, at I selv skulle sige indstiftelsesordene og holde privat nadver hjemme er ikke en luthersk mulighed, for her har præsterne alene den mulighed med deres rette kaldelse og ordination. Og det har sine gode historiske grunde. 

Jeg sender jer en god fortælling: Kerstin Ekmann, den svenske forfatter, som jeg vil nævne i aften, har i romanen Skrabelodder (*) en kommentar til det med ritualet. I romanen tænker præsten Inga tilbage til sin u-kirkelige ungdom. Da fik hun en slags religiøs oplevelse og lever nu 19 mdr. på en eller anden måde med en indre sult:” Salighedsfølelsen og lykkerusen der kun fandtes utilstrækkelige og i øvrigt falske ord for, er gået ud. Dog ikke i ligegyldighed eller glemsel, men i skræk. Hun er i fare på grund af en kraft, som ingen taler om, og som der ikke står noget om i de bøger hun har læst. …Hun flakker stadig mellem kirkerne, for hun kan ikke bestemme sig og føler aldrig at hun hører til nogen steder.” Inga ser en dag rent tilfældigt, mens hun vandrer rundt på en kirkegård i Stokholm, et opslag om en studiekreds. ”Efter Frelsen” er titlen. Ord hun inderlig afskyr Frelsen. Afgørelsen. Hun går alligevel derhen – om noget en afgørelse. Hun er ikke positiv indstillet, mere urolig. Pastor Wärn taler ud fra Paulus. Efter sin omvendelse holdt han op med at forfølge kristne, og Inga lærer, at det var ham som satte kristendommen på termer, så der kan tales om den. Det var jo godt for ham. ”Men et almindeligt menneske, som aldrig har forfulgt nogen, hvad gør sådan et?” Inga forstår snart, at ”Efter frelsen” ligner alle andre aftenkurser. ”Man kan sikkert lytte længe til den dæmpede tale om batik, navigation, bogføring uden at opdage, hvor man er andet end på kursus. Arbejderforfattere. Macramé. Jesus Kristus Guds Søn. Der er ingen der hæver stemmen.” 

Men efter et par tirsdage er der en af deltagerne, som medbringer kaffe på termokande og hjemmebagt kage. Så siger præsten stille, at der er tekøkken og de kan godt lave kaffe dér. Og så skiftes de til at bage kage. 4. kursusaften er det Ingas tur. Da hun i pausen skærer kagen ud, spørger præsten hende på tomandshånd: ” Hvorfor er du kommet her?” Hun indser af kursets emne er som sugende og strømmende havvand og at præsten ikke formår at føre dem ud i den stærke strøm: ” Spørg os alle sammen, ” siger hun. Men præsten forvandler sit direkte spørgsmål til et alment kursussprog. ”Hvad venter I jer af dette kursus? Og spørger deltagerne efter tur og konkluderer efter spredt fægtning i svarene, at man måske ikke kan redegøre for det, at den dybeste grund måske er skjult. Men Inga sprang han over. Først efter timen gentog han spørgsmålet til hende og hun bliver perpleks, men svarer så: Jeg kom her fordi jeg ville vide hvad religion er. Hun kan ikke få sig til at sige mere og bestemmer sig efter kurset, at hun ikke vil snakke med nogen og ikke vil vende tilbage til kurset. Aldrig mere! Men så kalder præsten og giver hende en lap papir i hånden. Hun går hjem uden at se på sedlen og udskyder at læse den til hun er gået i seng. På sedlen står: William James: Religiøse erfaringer. 

Inga forsætter på kurset, men kan egentlig ikke huske noget af, hvad hun i øvrigt lærte, men hun tog da nogle notater. Kurset sluttede med at pastor Wärn inviterede alle til højmessen den førstkommende søndag, hvor han ville tage nogle af deres spørgsmål op i prædikenen. 

Næsten hele holdet møder op i kirken. Inga oplever præsten helt anderledes nu. Væk er det videnskabelige præg; de kan genkende deres egne spørgsmål, men han form er anderledes. ”Troen åbner sig for dem, siger han, Kristus åbner sin favn. Han tager imod alt, også deres ængstelse og tvivl… Inga spekulere på hans anden autoritet på prædikestolen, overvejer om han har den fra den gyldne due over hans hoved, den due som ikke har noget at gøre med de skidende og pikkende duer ude på Kammakargatan. ”Men han er ikke helt så overbevisende som han gerne vil være”, konkluderer hun. ”Duen sidder fast med messingtråd.” ”Nu viser det sig at være en nadvergudstjeneste. Det havde Inga ikke regnet med, dér plejer hun jo at sidde stille og lytte… O, du Guds lam, som tager alverden synder… 

Denne lytten, den indre ro, de urørlige ord fra alteret, denne mumlen, det er hendes nadver. … 

Kursusdeltagerne sidder alle på samme bænk. Nu hører de indstiftelsesordene. Så rejser de sig. Hun rejser sig også. Det gør hun, fordi de andre gør det, det er en refleks. Nu skal de gå op, og hun vil lade dem komme forbi. Men så forstår hun at hun kommer til at sidde alene på bænken. Alle dem fra kurset som er til stede, har tænkt sig at gå til alters. Og hun kommer til at sidde alene tilbage, som om der er et ellers andet hun vil demonstrere. Hun tror, at Herman Wärn husker på de ord hun havde besvaret hans spørgsmål med: at hun ville vide hvad religion var. De kan jo opfattes som køligt udenforstående, som hun var én der bare kiggede på, når de andre trådte frem med deres opposition, ja, med deres fjollethed og deres dybe generthed. Tre af dem er passeret forbi hende, og inden den fjerde har mast sig forbi, går hun selv ud i gangen. Hun går langsom som de andre og ser ned i gangens røde sisalløber, og hun er bange som en mus, mest bange for de andre fra kurset, dem som hun burde føle fællesskab med. Hun vil dreje så langt som muligt over til venstre, men der er kun én plads tilbage, da hun kommer derop, og den er midt for alteret og midt for Wärn, hvis ansigt hun omhyggeligt vogter sig for at se. 

Så kommer han med sin mumlen, han nærmer sig fra hendes højre og til sidst er hun nødt til at skotte, for hun ved ikke hvordan man gør. Stikker han oblaten i munden på én, eller tager man den selv? Tygger man? Hun kan ikke huske, hvordan hun gjorde ved konfirmationen, kan slet ingenting huske. Så ser hun at man tager den, lægger den i munden og lukker læberne. Ikke en bevægelse til. Sådan gør ham ved siden af hende, det er ham foreningsmennesket. Så er Herman Wärns ansigt der, og hans hænder. Han smiler næsten. 

Dette er Kristi legeme. siger han. 

Hun er alene i verden. Der er stille. Det er næsten en stille venten til sølvkalken kommer. Det lille nip af sødme, ikke en mundfuld. Og orglet. 

Dette er Kristi blod… 

Inde i verden er der en stilhed, og hun er i den. 

Bagefter må de rejse sig, bøje hovedet for alteret og gå ned igen. Men nu tøver hun ikke. Bevægelserne gør sig selv. Hun behøver ikke tænke på, hvordan det foregår. Så sidder hun på bænken og er stille. 

Da ved hun at hun har fået lov til at opleve det igen. Selv om det nu var anderledes. Det var ikke en jublende sang og ikke lys der brød sig vej ud af stenvæggene. Denne gang var det bare stilhed. 

Nu, næsten tredive år efter, tænkte hun: Alting bliver ubønhørligt hverdag. Alt undtagen dette!” 

Kerstin Ekman har en fabelagtig evne til at anskueliggøre ritualet – det nøgterne blik og så det dybe anderledes, som alligevel indfinder sig i handlingen. Undervejs. Det er godt set og kan tage en teolog mange år at forstå det, som hun ligetil åbner: At liturgien og ritualerne kan noget, som hverken lærebøger eller foredrag eller prædikener kan. Ritualet taler, hvor dogmatikken er forstummet. 

Måske kom vi i dag gennem Kerstin Ekmans Inga tættere på nadveren også den sidste Jesus delte med disciplene. 

Man må gøre det, give sig ind under det. Disciplene gentog det, og kirken gentog ritualet omkring dette måltid, og vi gør det i kirken, hvor vi skærtorsdag aften forlader rummet tomt og i mørke. Alting bliver ubønhørligt hverdag. Alting undtagen dette. 

I aften må vi huske og så vide, at på den anden side af Coronaplagen, så mødes vi omkring ritualerne, som samler os i det fællesskab, som Jesus stiftede som en dyb kærlighedsgerning, hvor han gav sig selv i en gestus, som kan gentages og gentages. Det talende mindste måltid. 

Med levende håb glæder jeg mig til, at vi igen kan samles og hverdagen kommer. Glædelig Påske! Og pas på jer selv og hinanden! Til det kan I selv føje et amen! 

Mange hilsner fra Kirsten

(*) Kerstin Ekman: Skrabelodder s.172 – 178.