Opstandelsesbilleder og påskeforkyndelse

af sognepræst Carsten Mulnæs over Arne Haugen Sørensens opstandelsesbilleder.


Videoens tekst og billeder gengives nedenfor, hvis du foretrækker selv at læse:

Kristi opstandelse fejres. Opstandelsen fejres som det, vi ikke kan begribe, for den er ikke let at få hold på. Den kan ikke fanges ind. Sådan er det nødt til at være. Opstandelsen griber os, selvom vi ikke har begreb om den. Påskeforkyndelse handler om forvandling, transformation og metamorfose. Billeder forskyder sig hele tiden ind i hinanden og giver plads til ny fortolkning. De tager os med ind i den korsfæstedes transformation og lader vores liv undergå en metamorfose, der ligner. 

Den bedste metafor for Kristi opstandelse er derfor ikke at være fundamentet for den kristne tro. Et godt fundament er fundet i en klippe eller støbt i beton. Opstandelsen er troens prisme. I dens hårde diamant brydes livslyset i alle farver og rammer ethvert hjørne af vores liv for at lade det fremtræde, sådan som Gud ser på det i kraft af Kristi kors. 

Ligesom dit liv har mange nuancer, når du i erindringen ser tilbage eller fremad mod horisonten, der åbner sig. Kærlighedens og elskovens røde farve, den klare tankes blå friskhed, strålende gul som rigdom, virkelyst og barnets sorgløse sommerleg. Farverne fremstår sjældent rent. De blandes i et bredt spekter af grøn som vækst, brun som muld eller lilla og orange, fordi verden er frodig. Endda den grå, der kan være som sølv, hører med. Vi kender den overgivne lykke, der ikke beholder noget for sig selv, men sender al lyset tilbage for at skinne på andre fra den hvide kjole ved dåb, konfirmation og bryllup. Vi har mærket den dybe sorg, der er så sort af ligesom at suge alt lys ind i sig og æde det uden at give nogen farves refleks fra sig. 

Guds lys vælter ind i verden påskedag for at forkynde om den korsfæstede frelser, at hans liv er vores liv, i en trodsig opstand mod døden. Bedst nærmer vi os det i billeder. Maleren Arne Haugen Sørensen har en farverig palet og har malet opstandelsen mange gange. Med alle regnbuens farver. Samtidigt mestrer han med sin pensel at tale åbent og ærligt om det ubønhørlige vilkår, som er vores dødelighed. Den kynisk firkantede grav tæt ved afgrundens rand tegner dødens kolde brutale faktum. Døden er et faktum. Den er stivnet fortid. Også mens vi nøgternt ved, at den ikke er nu, fordi vi er her, så er dens væsen den konstante tendens, der tilintetgør ved at gøre fremtid til fortid. I Arne Haugen Sørensens malerier ses uendelig smerte blande sig med de skønneste farver. Hvis sorg skal fortælles, kan den kun aftegnes ved at få alle livets afskygninger med. Sorgen over død er savnet af det levede liv. 

Forkyndelse af opstandelse er ikke en beretning om dødeopvækkelse men om treenigheden. Den kan males med Faderens metaforiske hænder og Helligåndens symbol ved duen. En særlig teologisk pointe kan tydes, når Sønnen kan males som en datter. Vi kan aldrig tilegne os evangeliet uden at forstå det med vores eget liv. Det gjorde kunstneren også, der havde mistet et barn, som var blevet til en ung kvinde. 

Luther gjorde det til et princip for læsning af biblen og trosbekendelsen, at teksten kunne være lige meget, hvis ikke du hørte om begivenhederne, som sket for dig. Det er en anden måde at sige dét på, at Jesu opstandelse er inderligt ligegyldig, hvis ikke den handler om din og min opstandelse. Og ikke mindre: den, vi elsker, men ikke ser mere. Den vigtigste facet i opstandelsens prisme er, at Jesus ikke døde for sig selv, men for dig og den, du mistede. 

Guds søn fødtes, levede og døde her i menneskers verden. Derfor har det historiske en plads i vores forståelse af evangeliet. Vi er selv en del af historien. Alligevel rammer det ikke selve påskens nerve, hvis opstandelse tales om som et historisk faktum i stil med en genoplivning eller en dødeopvækkelse. Den opstandne tager os med ind i fremtiden ikke tilbage til et historisk bevis. Teologen Bultmann udtrykte en gang, at det ikke ville rokke ved hans opstandelsestro, hvis man fandt Jesu grav med hans knogler i den. Mange vil i dag give ham ret. Hvis opstandelse kun var genoplivning, hvilket håb var der så i det? Det sker hver dag på sygehusene rundt omkring på kloden. Og det kan beskrives i avisen, i ugemagasinet og i teologien og findes også i Det Nye Testamente. Men hver gang opstandelsen angribes som bevis eller forsvares som et historisk faktum om en genoplivning af en død, der ikke var død alligevel, stivner selve opstandelsen til et dødt dogme. Faktum er til gengæld den dødes død. Den livløse mand, der løftes op af barmhjertige hænder. Hvor død er stivnet fortid, betyder opstandelse fremtid. Den korsfæstedes fremtid. Det er og bliver den korsfæstede, som kristendommen forkynder og kirken samles om. Også når det er påskedag. 

I 2020 kunne vi ikke fejre opstandelsen, som det liturgisk plejer at foregå i kirker med alle slags festlige virkemidler. Engang var jeg selv ganske kreativ for at gøre påsken til et drama med en festlig finale. Men opstandelse er begyndelse ikke afslutning. Og efter, at jeg selv mistede én, jeg ikke kunne få igen, til dødens kolde favntag, blev min egen påskefejring mere stilfærdig. 

Til påske plejer facebook at svømme over med jubelbekendelser af, at Kristus sandelig og visselig er opstanden. Det kan minde om foredragsholderen, der i sit manus skriver: ”Her hæves stemmen, argumentationen svag!”. Hvis det er for at insistere på opstandelsens fakticitet, kommer det til at lyde skingert. Værre er det, at det overstadige kan se ud til at glemme, at centrum i opstandelsens herlighed er og bliver den korsfæstede. Den martrede, den ødelagte, den knuste. Evangeliets paradoks er, at han, der langfredag var gudsforladt, alligevel udåndede med ordene: I dine hænder befaler jeg min ånd. 

Han kommer selv i opstandelsens lys og viser sine sårmærker frem for skeptikeren Thomas. Og den vantro discipel udbryder netop dér og til ham: Min herre og min Gud! Paradokset (det, der altså strider imod enhver klar tanke eller filosofisk sandsynlighed) dét er, at han, der var så grim, så ødelagt, så martret, syg og gudsforladt, at alle vendte hovedet væk i lede – han er i Guds lys smuk. Jesus, den martrede mand, er Kristus den herlige frelser. Guds skønhed i denne verden. 

Det er i høj grad ”en omvending af alle værdier” (Nietzsche) både filosofiske, æstetiske og moralske, at netop den korsfæstede Jesus af Nazareth for os er Guds skønhed. Det ser ikke bare ud som om, men er grimhedens herliggørelse, offerets ophøjelse, kærlighedens bevægende forvandling. Her bliver død til liv, smerte til glæde og gråheden af tab, svigt og savn får atter farver i åndens metamorfose. 

For det var et menneske af kød og blod, der virkelig var Guds søn. Ikke usårlig og apatisk, sådan som denne verdens kloge hoveder er i stand til at tænke om Gud. Kristnes Gud mødte sin sårbarhed ved at sætte sig i brændpunktet af tilværelsens kamp mellem menneskelighed og dæmonisk vold. Kærligheden er almagtens hårde kerne. Den korsfæstede vender sig imod både venner og fjender, forrædere og bødler, og forsoner dem alle. Påskens opstandelse, såvel som langfredags korsfæstelse og skærtorsdags hellige nadver forkynder heldigvis ikke, at døden ikke er så slem alligevel. Det ville vi aldrig kunne tro på. Men den forkynder, at Gud er barmhjertig og ser i nåde til de syndere, der skal dø, men ikke formår at dø i fred. Af os selv kan vi ikke forliges hverken med hinanden eller med Gud. Døden viser os, at livet ikke er som et regnestykke, der går op. 

Men håbet kalder os ud i lyset. Som sagt er det sådan med lys, at det består af alle farver. Det er så stærkt, at vi bliver blinde af at stirre ind i det. Men alle verdens dejlige farver reflekteres i det. Og kaster lyset tilbage undtagen dén farve, som tingene selv har. Græsset er grønt, påskeliljen er gul, og himlen er blå. Men lyset er alle farver. Og når det brydes, kommer skønheden frem. Sådan er det også med opstandelsen. I den brydes Guds lys, så vores tilværelse ses i dens dejligste skabthed, sådan som det var godt tænkt fra begyndelsen, før ondskaben kom ind i verden. 

Gud er vores fremtid. Den livløse skikkelse i de første opstandelsesbilleder transfigureres senere i Arne Haugen Sørensens billeder til en mere dynamisk figur. Graven og vores dødelighed, der fylder uforholdsmæssigt meget på denne runde klode, bliver næsten diffus i utydelig grå, når Guds stærke lys skinner os nådigt i møde. Opstandelse er liv. Kraft og bevægelighed. Ikke dødsstivhed eller et fastfrosset nu. Digterne, fortvivlet over tidens uafvendelig strøm, drømte om evigheden som et ”stående øjeblik”, der aldrig kunne henvejres. Men Guds evighed er hverken lang kedsomhed af uendelig tid eller et ekstatisk nu, der aldrig kommer ud af stedet. Vi må forstå Guds evighed som et liv i dimensioner, vi ikke kan indfange. Som om fortid, fremtid og nutid kan løftes op til en samtidighed, fyldt med kærlighedens forklarede liv. 

Det er næppe tilfældigt, at mange nærdødsoplevelser handler om erfaringer af lys. Hvad den enkelte har set, kan en omverden ikke nysgerrigt trænge ind i. Men det er næppe mærkeligt, hvis der i mennesket er gemt en erindring om, at det første, Gud skabte, var forskellen på lys og mørke. Og at lyset er godt

Det er i lyset, at væksterne gror, børnene leger, og voksne med intelligens og teknik kan bygge samfund som vores egne hænders værk. Opstandelse og evigt liv, som Gud under os, kan kun være lys. Helt inde i menneskets inderste er der gemt en hemmelig erindring om, at det at komme hjem til Gud er at komme ud i lyset. Det er så stærkt, så alt, hvad vi ellers kender til, også de krasseste billeder af lidelse, ondskab, tab og sorg, må blegne. De forsvinder for vores blik, når vi vender ryggen til det og kun ser ind i Guds herlige lys, der strømmer os i møde. 

I Lillerød Kirke har vi fået den Blå opstandelse. Jeg holder af farven blå. Det er forklarelsens farve. Som septembers blå himmel. Den kongelige farve. Siden Arne Haugen Sørensen malede første gang, er der sket noget med Mathilde. Hun retter ryggen og går ind i lyset. Herlighedens lys. Hvis ellers det stadig er den samme figur? Jeg ved det ikke. Er det en mand eller en kvinde? Måske er det slet ikke den døde, der går ind i fremtiden. Det kan også være den sørgende, der samler livstråden op, og går videre Gud i vold. Men ryggen er rank og skridtene faste. Billedet rummer under alle omstændigheder en dobbelthed af død og liv, som jeg særligt sætter pris på. 

For det er et ærligt billede, der ikke lyver om døden. Den tomme grav er fuld af ben. Sådan som vores grave er det. Det er den tomhed, vi kender, når sorgen og tabet er størst. Vores grave er fulde af tomhed. Døde afpillede ben mangler kød, vi kan favne, blod der kan få huden til at rødme, scener og nerver, der giver bevægelse, ånd der kan tale, tro og bygge broer. Den døde er død. Det er tomheden. 

Jeg har ladet mig fortælle, at kunstneren engang vendte tilbage til én af de kirker, han tidligere havde udsmykket med opstandelsen, og spurgte om lov til at male ben i graven, for opstandelse er ikke en dødeopvækkelse. Tomheden, som vi erfarer den, er fuld af døde ben. Det fik han imidlertid ikke lov til. Han var derfor sikker på, at Blå opstandelse aldrig ville få plads i en kirke. ”Præsterne vil ikke have ben i graven”, sagde han. Nu har Blå opstandelse så hængt i Lillerød Kirke siden 2015. Dét er godt.

Og dog kommer den opstandne os i møde. For det er jo her, vi er. Kristus vender sig imod vores verden og kaster lys ind på verden, så vi ser, at den indeholder mange farver og frodighed, som omgiver os i vækster, dyr og mennesker. Denne nedkølede samling stjernestøv, som vi bor på; hvor der op af jorden spirer liv i lilla, orange og alle regnbuens farver – den er vores hjem. Det liv, der engang skal forklares i Guds herligheds lys, leves her, hvor han har lovet at være til stede, hver gang vi mindes ham og indtil verdens ende.

Med brød og vin, som stammer fra jordens mirakler, har han indstiftet et måltid, hvori han har givet sin menighed, at smage at Herren er god og nådig. Der er sanser, erfaringer og nærvær, når vi ser, at Herrens opstandelse og himmelfart til Faderens højre hånd ikke betyder, at han er taget bort fra os. Han er tværtimod opstået ind i Guds herlighed for at kunne være hos os i denne skabte verden. 

Nøgen kommer han os i møde i kød og blod med den troværdige menneskelighed, hvori han ligner os. Hvormed han kunne leve som os. Og kunne dø for os. Han skænker os sig selv. Som den opstandne korsfæstede. Engang tænkte jeg: ”den korsfæstede, men opstandne”. Men opstandelsen er jo ikke korsfæstelsens dementi! Det er derimod dens bekræftelse. Kærlighedens offer blev fuldbragt langfredag. Derfor er fejringen af hans opstandne nærvær et måltid, hvis elementer forkynder om hans hengivelse af sit legeme i kærlighed og udgydelsen af hans blod til syndernes forladelse. 

Evangelisterne er enige om, at gå i detaljer med at udpensle Jesu passion. Med al den vold, hån og brutalitet, som mennesker kan finde på. Alligevel husker de korsfæstelsen noget forskelligt. Det, der sammenfattende i kirkens tradition kaldes Jesu sidste 7 ord på korset (og som her på Lillerød Kirkes hjemmeside er gengivet med mine passionsrefleksioner over Haydns musik) er også et prisme af forskellig teologisk erindring. Den er ikke tilfældig, men kaster mening af sig i dens genfortalte diversitet. Men når evangelisterne skal fortælle om opstandelsen er der mindre samstemmighed. Opstandelsen unddrager sig for alvor det éntydige. 

Det vigtigste, der går igennem alle påskevidnesbyrdenes indbyrdes selvmodsigelser om tid og sted og persongalleri, er, at kvinderne og disciplene får fortalt, at de skal møde Jesus igen i den verden, de kommer fra. Jesus er gået i forvejen. Til Gud ja. Men også netop derfor: til Galilæa! Det betyder, at han er gået i forvejen ind i den fremtid, der venter os i vores liv, i vores byer, i vores huse og fællesskaber. Den korsfæstedes sårmærker viskes ikke bort, når han kommer til os. Men han vil møde os der, hvor vi hører til; i livet, vi lever med hinanden. 

I 2020 fejres både opstandelse og nadver i høj grad i huse, der er adskilt fra hinanden pga. coronavirus. Men Kristus den korsfæstede og opstandne frelser, der én gang med sit blod har skabt forsoning og gjort fyldest for al synd i denne verden, ikke bare vores, men både sine venners og sine fjenders, han vil styrke os med sit legeme og blod til det evige liv, hvad enten vi menneskeligt talt er i flok eller isolerede. 

Gud Fader skænkede sin søn til verden. Hans første bolig var en stald langt væk hjemmefra, som voksen havde han mindre end fuglen, der har sin rede, og ræven, der bor i sin grav, på korset var han forladt af både venner og Gud, men som den opstandne, der hører han hjemme, hvor to eller tre er forsamlede i hans navn eller endnu færre end dét. Hvor én eneste sidder alene og ønsker et budskab om nåde fra en grønnere verden, end den, han bor i, dér vil Jesus gerne være med. Det sted, hvor der er tændt lys, mens der våges og bedes, tvivles og tros, eller kæmpes med søvnløshed og sorg, dér vil han komme ind for at tage bolig i hjertet og gøre dét til sit tempel. For opstandelse betyder, at Gud ikke er bundet heller ikke af tid og sted, men har gjort sig fri til at være hos os. Glædelig påske!