Jesu 7 ord på korset er syv citater, der tillægges Jesus under korsfæstelsen, og som er opsamlet fra alle fire evangelier. I det følgende har sognepræst Carsten Mulnæs udfærdiget meditationer til hvert af de 7 ord og suppleret med Haydns musik.
Vejledning:
Læs/lyt til Carsten Mulnæs’ oplæsning af sin meditation til hvert af de 7 ord (ca. 1 minut per ord). Indledningen indeholder kun musik.
Lyt til den tilsvarende del af Haydns musik, ca. 10 minutter per ord. Lydklippene starter automatisk det korrekte sted. Desværre respekterer alle enheder ikke ‘stop’-tegnet, så hold øje med tidsangivelserne og stop lydklippet manuelt ved de angivne tider og gå til næste meditation.
(Indledning)
Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 0:00 – 07:49 Introduzione – Maestoso ed adagio / Ré mineur
1 Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.
Imens de slår store spir igennem hans hænder og fødder, beder Jesus for sine bødler. Som offer må han bære deres ondskab. Sådan som millioner af mennesker har måttet lide under medmenneskets rå vold. Meningsløs brutalitet har gjort kloden til en såret verden. Også gerningsmanden er offer. Han ved udmærket, hvad han gør – og dog ikke. For den dæmoni, der har tag i ham, har gjort ham blind for, hvad det er, han slår ihjel. Livsnerven i ham selv er død. Han er blevet væk for sig selv. Guds Søn bærer på folkets irrationelle vrede og bødlernes iskolde kynisme; men han bærer også deres skyld ved at tilgive den. Han træder i deres sted, og beder for dem, der ikke kan bede selv.
Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 07:49 – 16:14 Sonata I – Largo / Si bémol Majeur
2 Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!
Dette i dag! I dag, hvor Helvede bryder løs over forbryderens hoved; i dag, hvor han må sande, at menneskers dødsdom over ham med rette kan være Guds endegyldige dom. Netop i dag finder denne røver nåde. Fordømt, forbandet og forhånet hænger han på sit eget kors ved Jesu side. Intet sted har han længere, hvor han kan løbe hen fra sin skyld. En korsfæstet røver løber ingen steder. Som et atom af fred er ordet Paradis. Et lysglimt af håb midt i denne støjende kakofoni af folkets selvretfærdige udstødelse af den uværdige eksistens. Men netop i dag, hvor larmen er øresønderrivende, lover Jesus, at røveren vil finde hjem til Paradis. Det er: hvor Jesus er med ham.
Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 16:14 – 25:50 Sonata II – Grave e cantabile / Ut mineur
3 Kvinde, dér er din søn, og du, dér er din mor.
Menneskene er Jesu familie. Den mor, ud af hvis skød han kom, som gav ham bryst og lærte ham at tale, står ved foden af hans kors. Hun har altid vidst, at han ikke kun er hendes søn. At have en himmelsk far gør alle jordens børn til brødre og søstre. Det lærte hun af ham, da han samlede dem alle omkring sig. Han var deres. Men han er også hendes. Moderens smerte kan ingen andre forstå. Hendes inderste sjæl blev gennemboret af de nagler, de hamrede ind i hendes søn. Og end ikke Jesus kan tage smerten fra hende. Han kan give hende et medmenneske til støtte i det utrøstelige. Og det gør han. For han har set hende.
Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 25:50 – 36:14 Sonata III – Grave / Mi Majeur
4 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Hvor er Gud Gud for os? Det er han i sin enbårne søn. I Jesu menneskelighed ser vi Gud, sådan som han er. Som kærlighed. Som selvopofrelse. Jesus løfter den u-menneskelighed af vores skuldre, hvormed vi har tynget os selv i knæ. Den synd, hvormed vi har bragt os selv på afstand af os selv. Hvormed vi har skabt en afgrund, der skiller mennesket fra vores Gud. Der er en afgrundsdyb gåde i korsets mysterium. Det er hemmeligheden om, at Gud for at skabe forsoning selv har båret denne adskillelse af liv og død. Gud er selv forladt af Gud. Når Gud selv fylder gudsforladtheden ud, så bliver hans nærvær et nærvær, der kan bære hans fravær. Vi er ikke mere alene.
Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 36:14 – 45:04 Sonata IV – Largo / Fa Majeur
5 Jeg tørster.
Guds lidelse finder sted her i vores verden. Jesu fysiske organisme bryder sammen. Han tørster. Engang har Jesus mødt et menneske med løftet om, at han har vand, der gør, at vi aldrig igen skal tørste. For vandet vil vælde indeni os selv som en kilde til evigt liv. Han er selv den kilde til trøst, til håb, til tro – og dog vansmægter han i sin vanvittige lidelse. Den er uden mening i sig selv. Men Guds lidelse finder sted netop i et menneskes lidelse. Så springer den kilde igen, som er troen på, at selv den verden, der er blevet ødelagt og gold som en ørken, igen kan blomstre op i Guds egen tid
Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 45:04 – 55:24 Sonata V – Adagio / La Majeur
6 Det er fuldbragt.
Selv en hadende hob og skinger religiøs selvretfærdighed kan skrige sig træt. Meningsløshedens kæmpe kar, fyldt med vrede, ondskab og død kan ikke rumme mere end syndighedens totalitet. Målet er fuldt, når kalken er tømt. Vredens kar er ikke uendeligt. Evig er kun Gud. Og i hellig treenighed har han rummet og omfattet dét. End ikke Guds smerte er endeløs. Håbet skinner i mørket, når det ikke kan blive mørkere. Når der ikke er mere for døden at komme efter, skinner opstandelsens lys. Modsætningen mellem liv og død er forsonet. Den ubærlige mellem skyld og retfærdighed. Helvede er overvundet, ødelagt, affolket. Det er sprængt indefra af den himmelske godhed, der tåler alt og udholder alt. Nu er der intet sted, hvor Gud ikke er.
Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 55:24 – 1:04:49 Sonata VI – Lento / Sol mineur
7 Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.
Afstanden mellem synd og renhed, mellem menneske og Gud, mellem Faderen og Sønnen er udholdt i sin totalitet. Fraværet var så tykt og stofligt at føle på. Det er overbudt af et nyt nærvær. Tempelforhænget revner om lidt. For Gud åbner adgangen til sig indefra. Faderen tager imod den Ånd, hvormed Sønnen har gjort sig til ét med vores ånd i dens syndighed og forkrænkelighed. Sønnen opgiver ikke ånden i fortvivlelse, selvom han på korset fortvivlede for at blive ét med os. Den ånd, der altid hørte til hos Gud, men som Gud indblæste i Adam, så at mennesket blev et levende væsen, den ånd vil altid høre til hos Gud. Nu tager han den tilbage, selvom Gud derved bliver forandret. For intet er fremmed for ham mere. Gud er blevet som os til at kende både godt og ondt. Selv Helvede og død, svaghed og tåbelighed har han mærket på egen krop. Den ånd, som er vores, har han taget til sig. Og han betror os sin. Sin Hellige Ånd. At vi nu igen kan tro på Gud, fordi vi håber på Kristus. Med sin ånd fylder han Faderens hånd ud. Gud er Gud for vores skyld.
Haydn, “Les Sept Dernières Paroles du Christ”, 1:04:49 – 1:13:29 Sonata VII – Largo / Mi bémol Majeur + Il Tremolo
Lilleroedkirke.dk benytter sig af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. En 'cookie' er et lille stykke information, der gemmes lokalt på din egen computer, og som muliggør to formål:
- at du ikke skal genindtaste allerede sendte informationer.
- at indsamle (anonym) information om, hvilke områder på vores websider, folk er interesseret i.
Nødvendige cookies
Nødvendige cookies er nødt til at være aktiveret, hvis vi skal huske dine indstillinger for cookies!
Hvis du slår disse cookies fra, kan vi ikke gemme dine indstillinger. Det betyder, at du vil blive spurgt om cookies hver gang, du besøger lilleroedkirke.dk
