af sognepræst Carsten Mulnæs
Der er ingen grund til at spille smart,
når man hænger der på kanten af småt brændbart.
Jeg havde ikke tænkt på genbrugspladsen som et sted, hvor jeg var i særlig fare for at komme i nærkontakt. I begyndelsen undrede det mange, at netop den blev lukket først ned. Glæden var stor, da genbrugspladserne med nødvendige restriktioner blev genåbnet. Tvungen coronafri havde produceret masser af haveaffald i en tid med velsignet godt vejr, og køerne var lange, da der blev åbnet.
Ingen kan holde ud at tænke corona hele tiden. Stemningen derude var god, sådan som den er, når man har noget konkret, man kan gøre. Når man selv har holdt i kø i 40 minutter, tænker man især på hurtigt at kunne give plads til den næste. På vej til papcontainerne blev jeg arrigt råbt an: ”Så hold dog afstand for Fanden, din store spade!” Min vrede medborger satte sig ind i sin store BMW og kørte videre. Jeg kom til at gå forbi med en halv meters afstand.
Vaner og rutiner bliver anderledes efter corona. Selvom nogle tager tid at lære. Spritdispensere er mange steder kommet for at blive, og i supermarkeder bliver selvscanning en ny måde at betale på. Køkultur og hilsener i det offentlige rum vil blive mere korrekt. Måske får vi omsider ulækre mønter ud af børnenes hænder i skolekantiner, fordi vi udvikler mob.pay. til de små.
Danskerne har faktisk holdt flot sammen på afstand. Solidaritet har virket. Men moralismen viser også tænder. Der er social slagside i udviklingen i smittespredningen. Nogle samfundslag vil have bedre op til kravene og de nye selvfølgeligheder fra den sociale kontrol.
Corona har vist os, hvor dødelige, vi er. Vi hænger konstant på kanten af småt brændbart, som TV2 sang tilbage i begyndelsen af 00’ene. Der er ingen grund til at spille smart. Frygten for at blive smittet har været udbredt, hvis man selv var i risikogruppen, og lige så slemt er livets sårbarhed trådt frem i frygten for, at vores svage nærtstående rammes.
Især har vi mærket det tunge ansvar i, at vi selv kan være den farlige næste, der kommer for tæt på. Den danske tænker Løgstrup gjorde det til et ordsprog, at vi ”altid holder lidt af næstens liv i vores hænder”. Nu har vi så oplevet, at netop den håndgribelige nærhed kunne være vores fejltrin. I et velfærdssamfund, hvor tryghed har været lig med sikkerhedsnettet, er vi kastet tilbage på en nøgen menneskelighed. Det betyder også noget for vores kristendom. Det menneskelige møde definerer, hvad det er at være menneske. Ikke mindst i livet på kanten af småt brændbart.
Hvis vi skal leve, mens vi gør det, og elske mens vi tør det, bliver det digitale samvær utilstrækkeligt. I cyberspace alene kan vi ikke overleve som menneskelige mennesker. Det digitale blålys er kendetegnet af en tidløshed, hvor man altid er på. Men det svarer ikke til det liv, vi lever i kroppe, og hvis nerve findes i, at vi har fået en tid, der går. Netop derfor er hver eneste dag jo kostelig, og samværet mellem os kan aldrig blive risikofrit men må være mærket af vores sårbarhed på godt og ondt.
Næstekærlighed i et moderne globaliseret samfund, hvor epidemier vil opstå igen, vil både handle om at vise omsorg ved afstand og at vove en ny nærhed, selvom livet er farligt. Er der en kristen fællesnævner i det, når vi ikke kan vise håndgribelig omsorg? Ja i at have blik for hinanden. Jesus anvendte blikket til at beskrive næstekærligheden, da han talte om at se splinten i sin brors øje men ikke bjælken i sit eget. Næstekærlighed ser hinanden med Guds blik.
