Foredrag – Den keltiske ånd

Med historiker og forfatter Michael Böss
Onsdag 17. april kl. 19
Lillerød Sognegård

KELTISK KRISTENDOM – ET OPGØR MED LUTHER ELLER EN KILDE TIL FORNYELSE?

Dogmernes tid er forbi, og grænserne mellem de kristne bekendelser flyder. I den danske folkekirke foregår der for tiden et opgør med Luther. I menighederne og blandt mange præster tales der om et behov for spirituel fornyelse. Det er blevet almindeligt at tage på pilgrimsvandring. Og mange søger ud i naturen for at opleve ro, stilhed og Guds nærvær.

I lyset af nutidens klimaforandringer, miljøforringelser og trusler mod biodiversiteten, bør vi genopdage rigdommene i den keltiske tradition. Sådan lyder det både blandt kristne og nyhedninge – og alle dem, som befinder sig et sted imellem og måske kalder sig ”åndeligt søgende”. Bør vi lytte til dem?

I foredraget fortæller Michael Böss om nutidens interesse for keltisk kristendom og forklarer den dels som et udtryk for det tab af mening, som mange mennesker oplever, og dels som et udtryk for et opgør med luthersk kristendom.

Foredraget er baseret på Böss’ egne rejser i Irland og hans bog Den keltiske ånd. Længsel efter mening og identitet (Kristeligt Dagblads Forlag 2023).