Glædelig påske med Bach!

Sognepræst Erik Høegh-Andersen samarbejder ihærdigt med Trinitatis Kirkes kantori om dét projekt at inddrage og fortolke Bachs kantater som en del af kirkens liturgiske tradition. I år indledtes hans prædiken påskedag med at tage udgangspunkt i kantaten, der var blevet opført tidligere i gudstjenesten.

Es war ein wunderlicher Krieg, Da Tod und Leben rungen, Das Leben behielt den Sieg, Es hat den Tod verschlungen. Die Schrift hat verkündigt das, Wie ein Tod den andern fraß, Ein Spott aus dem Tod ist worden. Halleluja!

Luther

Det var en tvekamp underfuld, da liv og død de brødes, og kredsen skreves under muld, hvor riget var de dødes; men livet fik dog overhånd, så, fængslet i sit eget bånd, til spot er nu døden blevet. Halleluja!

Grundtvig

”Bachs kantate Christ lag in Todebanden er én af hans tidligste kantater fra 1707 eller 8. Men den blev genopført påskedag i 1724 kun to dage efter førsteopførelsen af Johannespassionen. Menigheden havde dengang, som vi har haft det i Trinitatis lejlighed til at lytte til de to værker næsten i forlængelse af hinanden, og dermed også tænke over hvor vidt forskellige de er, selv om de også på nogle punkter har et fælles udtryk. 

Begge er de meget dramatiske, begge har tekster og musik som viser hvilken bedrøvelig tilstand vi engang befandt os i, fastspændt af syndens og dødens snærende bånd, men nu har Kristus befriet os – det er budskabet i begge værker.

Men hvad betyder det så for os at Kristus har vundet over dødsmagterne og befriet os? Det er dér forskellen mellem passionen og kantaten først og fremmest viser sig. I Johannespassionen bliver vi befriet til den evige hvile, men i Christ lag in Todesbanden kan vi fejre sejren over døden med en påskefest, en livsfest uden lige. 

Vi har allerede hørt hvor livligt og festligt det går for sig. Først den indledende symfoni med sukkende og dissonerende melodiske bevægelser. Det var en sorg at være til – dengang.  Indtil Kristus sprængte dødens lænker og opstod fra de døde for at skænke os livet. Så begyndte festen. ”Derfor skal vi glæde os og lovprise og takke Gud og synge. Halleluja!”, hørte vi koret synge. Og hvilket ”Halleluja” – utæmmeligt og vildt. 

Der står i Apostlenes Gerninger, at Gud lod Jesus, som var naglet fast til korset, opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. Sådan en livskraft havde han i sig. Det er det, Luther har skrevet sin salme om, og som Bach har vist i sin musik. En Jesus som får tilværelsen til at synge eller danse. En frelser som på livets vegne kæmper mod døden i en vidunderlig kamp, hvor døden bliver besejret og opslugt. Og tilbage er kun dens kraftløse gestalt. Den har mistet sin brod.      

Derfor skal vi spotte døden og holde fest. Det er påskebudskabet i Luthers salme og Bachs kantate. ”Så holder vi for livet fest, som død har overvundet, og priser kæmpen allerbedst, som har den stærke bundet”, synger vi i Grundtvigs gendigtning af salmen.”