Mange hilsner fra Kirsten Drigsdahl til Lillerød sogn.
Kr. Himmelfart d. 21.maj 2020
Lukas 24, 46 – 53
Kære alle!
Det skulle have været konfirmationsdag, men Corona ville det anderledes, så en markering af Kristi Himmelfarts dag bliver det på hjemmesiden.
Kristus vender hjem, hvor han kom fra – siddende ved Guds Faders højre hånd, som trosbekendelsen formulerer det.Han er hjemme, hvorfra han, nu uden geografisk bundethed, kan være nærværende alle steder over hele verden – også her hos os.
Det begivenheden vil, er at kort sagt at forkynde os livsmod til at leve vores liv her med fødderne på jorden – i medgang og modgang med himlen lige over os. Fra det høje møder Guds nærvær og tilgivelse os, som en kraftkilde, så vi kan orke at leve i for hinanden, uden at vores eget jeg er i vejen.
Jesus kalder en sidste gang disciplene sammen, velsigner dem og sender dem ud til livets tjeneste. Og så forsvinder den korsfæstede og opstandne for deres øjne. Men her slutter historien ikke, den åbner sig ud mod verden.
– disciplene vendte fuld af glæde ind til Jerusalem og ventede på Pinsens Ånd, som gik i kødet på dem og gav dem kræfterne til med brask og bram at gå ud med evangeliet til alverden. I næstens tjeneste.
Med sig havde de Guds historie og hans løfte om, at Kristus engang skulle komme tilbage i skyen, hvor han forsvandt efter udført mission. Da ville Himmel og Jord blive ét! Indtil da skulle de kun opleve himlen glimtvis.
Kristi Himmelfart ligger 40 dage efter opstandelsen og 10 dage inden Pinse – og understreger, hvor mange dage Jesus kunne færdes med disciplene som den opstandne. Nok til at de alle havde genkendt og forstået og fordøjet hans bevægelse fra dødsriget. Han havde en opgave til dem og
Den tog de på sig, så også vi har hørt den og fået den som vores mål og mening. Guds historie med os i Kristus. Så vi har en pejling og orientering i en forvirret verden og et menneskesyn, hvor fokus ligger ikke på os selv, men på næsten. Vi er hovedpersoner i Guds liv, men bipersoner i vores eget liv.
Mennesker har altid søgt og længtes efter lykke. Der udgives mange interessante selvhjælpsbøger, som vil fortælle os, hvordan vi gør os lykkelige. Det var ikke Jesus sag at gøre os lykkelige. Han kom med glæde, trøst og salighed. Lykke er ikke et kristent begreb. Her tales om glæde og salighed, om tilgivelse og trøst. Her finder vi selvforglemmelse, som gevinsten ved at tjene sin næste, altså at være der for de andre.
Mennesket er i centrum, men ikke for sig selv. Gud blev mennesket, Jesus, netop for at vende vores blik ud til livet med hinanden. Og det ved vi, at dér, hvor man yder hjælp eller gør noget godt – uden at skænke sig selv en tanke, der kommer følelsen af selvværd med som sidegevinst. Og som ro. Selvforglemmelse er nok det nærmeste evangelierne kommer på lykke. En befrielse fra at skulle spekulere og kredse rundt i sine egne problemer. Her forkyndes Guds kærlighed, at være den kræftkilde, som gør det muligt at have fokus på andet end sig selv, ja, at forstå sig selv som biperson i sit liv. At Kærligheden er omsat til aktiv medleven og indlevelse i den andens situation, er også alfa og omega i vores sociale liv med hinanden.
Jesus var naturligt og helt tilstede i tiden og med en engageret medfølelse og barmhjertighed med de mennesker, som var trængte af sygdom, sorg og elendighed. Ja, døden som den yderste og største fjende i livet – også den gik han ind under og blev kaldt ud fra, for at besejre den indefra og give håb til os! Hans disciple fik aldrig besked på at dyrke deres indre lykke, men at gå ud og stille sig i andres tjeneste, ligesom han. Det er hans klare fordring til os! Så livet kan elskes trods synd og død – og vi røres af det, og ligesom han kan vi gøre noget ved det, mens vi er her.
Den Jesus, som vi i dag skulle fejre med gudstjeneste, steg til himmels, men efterlod sig et aldrig svigtende engagement i og for næsten. Og Ånden til at holde det oppe. Og det kan da let erfares, at det, som du gør, der ikke lige er for din egen skyld, det vender tilbage som overskud. Bedre stess-bekæmpelse findes ikke end at møde et taknemmeligt smil.
Disciplene fik blikket rettet mod verden og gik ud i den med hans velsignelse og Ånd. Uden Ånd klasker alt sammen, den er dynamik og bevægelse og livsættende.
I den store kristendomsfortælling går der først en bevægelse fra himmel til jord med julefortællingen, så en bevægelse fra korset til gravhulens mørke, så opstandelsen i påsken. Og dernæst bevægelsen til himlen, som vi ser Kr. Himmelfartsdag. Vi er altså midt i en bevægelse, hvor Kristi Himmelfart er en mellemstation på vej til Pinse, hvor Ånden fra himlen går i kødet og alt lukker sig op som mulighed og tilskyndelse til ikke bare at resignere, når der er modstand. Det er evangeliets U-bevægelse. Det ender godt.
Kristi Himmelfart vil os noget, fordi fortsættelse følger!
Himlen forestillede de ældste kristne sig som Guds sted. Fjern, når man kigger opad, men nær og møder jord og hav, når vi kigger efter i horisonten.
Himlen ikke bare er et uendeligt, uendeligt rum; det er også kærlighedens livscenter. Og en sand frihed fra at skulle være oven over alt.
Guds store og ubegribelige, overbærende kærlighed til os ovenfra, den svarer vi ved at give os hen til livet med hinanden, ja, det er livet om at gøre! Amen!
