Med de bedste hilsner fra Kirsten Drigsdahl til Lillerød sogn: 5. søndag efter påske 2020. Hjemmesyng salmebogens nr. 321
Johns. 17, 1-11
Kære alle!
Det spændende og enestående ved det kristne gudsbillede er 3 i én – det giver en dynamisk udveksling, da Gud i og for sig kan tale med sig selv i en Faderen- Sønnen – Helligånden samtale. Endnu er det ikke pinse, så Helligånden har ikke manifesteret sig åbenlyst, men vi får i dag en samtale mellem Jesus og Gud. Far -og Søn kommunikation, et jeg-du forhold.
Egentlig måske mere en monolog, men så intim og direkte, så den bliver et billede på dynamikken i samtalen. Den ypperstepræstelige bøn kalder man dette kapitel hos Johannes. Ypperstepræstelig, fordi Gud taler til Gud og beder for verden, for os.
Der er en klar linje i Johannes specielle sprogbrug med kodeord i evigt liv og herliggjort.
” Og dette er det evige liv, at de kender dig, en eneste sande Gud og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” Det evige liv er her ikke et anden eller overliggende liv, men udtrykt i en tillidsforhold mellem mennesker og Jesus og Jesus og Gud.
Det er selvfølgelig den akse, hvorom evangelierne drejer. Tro er tillid. Guds tillid ved at sende sig i sin Søn og den tillid, som Jesus levede ved at bruge al sin opmærksomhed, al sin tid og energi på at videregive denne tillid iblandt mennesker, så man/vi i ham genkendte Gud og lærte, hvad der er at stole på. Her, langt henne i Johannesevangeliet fortælling, er en opsummering, et slags CV som Jesus præsenterer til Gud. Det har jeg talt og gjort og du er herliggjort. Tag mig tilbage, så vi igen er samlet, som dengang før verdens skabelse.
Men først må du holde dit løfte om, at de stadig er dine, også efter og når jeg ikke længere er i verden. Hold dem fast, så i mit navn, så de kan være ét fællesskab i os. Det er det evige liv!
Vi har mange andre måder at tale om det evige liv på, og det skal vi jo det bedste vi kan, men her er substansen. Det er abstrakt, eller i ord, men Johannes har ville det sådan i en fortættet samtale.
Tid og evighed ER 2 verdener. Den arabiske legende om fuglen Rok forholder sig til tidsforskellen. Fuglen Rok sliber én gang hver tusinde år sit næb på bjerget højt mod nord – én gang hvert tusinde år – og når bjerget er slidt ned og jævnet, så vil der være gået ét sekund af evigheden.
Også Johannes Åbenbaring, hvor der leges med tiden. En dag kaldes for tusinde år, og tusinde år for én dag – i Guds perspektiv. Det er godt at huske, når tiden bliver en hindring. Ligesom nu, hvor vi har gennemlevet en sær og ukendt tid med nedlukning og adskillelse. Det varer ikke evigt, selv om det godt kan føles sådan, når vi ikke bare frit kan mødes. Der har vi kunnet al vores tid, men nu oplevede vi så, hvordan det usædvanlige blev selvfølgeligt og det selvfølgelige usædvanligt. Vi ville ikke have valgt det, hvis ikke nødvendigheden kaldte! Men vi fik meget mere tid, og det har mærkedes hver dag både på godt og ondt. Nu begynder samfundslivet igen at åbne, forsigtigt og ængsteligt, men det åbner, og vi håber snart at kunne samles i kirken igen. Og at kunne gøre det uden corona-virus som flue på væggen. Det varer tid, inden vi igen har tillid til at åbne dørene og mødes ansigt til ansigt, men det varer ikke en evighed.
Tilbage til evigheden og det evige liv, så beskrives det som Kærlighedens fællesskab.
Ind i det fællesskab døbes vi med korstegning, vand og ord og Ånd. Knyttet til Guds fællesskab med os både i dette liv og på den anden side døden. Guds fællesskab overskrider alle grænser: landegrænser, kirkegrænser, fjendskaber, venskaber. Guds fællesskab er ét – selv om vi splitter os op.
Jesus insisterer på – i denne intense jeg-du på, at hans herlighed må kunne ses af os og få betydning i vores liv. Teksten trækker os ud af vores egen herlighed, den, som vi kan lide at vise for hinanden og smykke os med, gemme os i. Det er det gode budskab, at vi kan trækkes ud af os selv, ud af vores eget og flytte fokus hen på hans kærlighed. Det forunderlige er denne kærlighed, som kendes ved os og bærer os i liv og død. Det er en kærlighed med en helt grundlæggende tillid, som viser os hen til hinanden – en kærlighed, som prisgiver sig selv for at holde os i live. At det er hans herlighed!
Guds herlighed er det samme som hans kærlighed.
Vi er villet af Gud og elsket af Gud, og han vil genoprette alt det, vi forspilder og splitter: Hinanden imellem, landene imellem, Gud og os imellem.
Bønnen for os er en bøn om, at vi ikke må miste troen på det gode liv, men at vi – i det, der står til os, – er livet tro, og også i trange tider holder håbet højt for hinanden. Det er troens og tillidens gode mulighed.
”Mit land, siger Herren, er Himmel og Jord, hvor kærlighed bor.”
Amen!
