af sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen
Rammen om påsken år 2020 er smerteligt forandret. En pandemi med en ondartet virus hærger verden og har tvunget os alle fra nord til syd – fra øst til vest på kloden til fysisk at holde afstand til hinanden. Vi er bekymrede, og verden er sat på pause. Det gælder også kirken, som normalt slår sine døre op for den store fælles fejring af kristendommens største højtid. Det sidder i vores DNA, at vi kommer, når klokkerne kalder os til påske gudstjeneste midt i foråret. Vi synger sammen, lytter til påskens evangelium og råber opstandelsesbudskabet ud i foråret i en tryg og velkendt liturgisk ramme. I år må vi hver især tænke nyt, for vi kan ikke fejre påske, som vi plejer. Mens vi holder vejret og er sammen om at holde afstand, så må vi skabe en ny ramme omkring påskefejringen med et udvidet liturgisk rum. For påskens opstandelsesbudskab kan hverken sættes på pause eller udsættes til næste år. Kristus er opstået fra de døde – er stået op af graven med budskabet om at livet er stærkere end døden, og at kærligheden, uanset hvad, altid får det sidste ord. Et lysende håb med pant i evigheden, i åbenheden og den menneskelige fejlbarlighed rejste sig påskemorgen fra den tomme grav. Et håb, som finder nye veje og stier gennem lukkede kirkedøre og pandemier.
Denne sære ramme omkring påsken griber også os præster, når vi i uvant hjemmekarantæne sidder bag skærmen for at skrive påskeprædiken. En prædiken løsrevet fra liturgi og kirkerum. En prædiken med eller uden prædikestol, billede og lyd og uden fysisk menighed. Alligevel trænger ordene sig igennem. For der er ikke mindst nu ord, der skal og må siges på den måde, det er muligt, i en tid hvor Corona krisen har lukket os mere inde i vores hjem og tvunget nye påsketanker og perspektiver frem.
Hjemme i min stue hænger der et maleri af Arne Lundsteen Hansen, som har haft sin faste plads længe. Maleriet, som er omgivet af en klassisk forgyldt ramme er nærmest faldet i med tapetet, når vi er gået forbi det i hverdagens små cirkler. Vi ser det ikke sådan rigtigt. Måske er det på grund af den øgede hjemmetid her omkring påsken, at maleriet pludselig har trængt sig ind i mit synsfelt på en stædig og trodsig måde. Ja, nærmest som om maleriet er sprunget ud af rammen. Det har fået nyt liv i denne pausetid, hvor der er vendt op og ned på prioriteringen af, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt. I denne tid sker det, at det selvfølgelige og rutineprægede baggrundstapet er kommet ind i synsfeltet og har fået nyt perspektiv. Det gamle maleri er for mig blevet til et sindbillede af påsketiden år 2020. Med de grå stille dage i forgrunden, højtidsdagene i mellem grunden med opstandelseslyset for enden af påsken i maleriets baggrund. Altså en anderledes, kantet skildring af vandringen gennem påsken mod lyset og håbet.
Kunst kan noget dynamisk, som ord ikke kan. Kunst kan sætte sansning i spil og lade erfaringen og det rationelle komme i nærkamp med det irrationelle og det gådefulde. Når det gælder Arne Lundsteen Hansens maleri fra midten af 1950-erne, så har kunstneren næppe malet billedet med afsæt i påsken eller opstandelsen. Men farvespillet og linjerne i billedets komposition tegner for mig et udvidet påskeperspektiv. I dette gådefulde ingenmandsland mellem maleriet og iagttageren trænger opstandelseslyset og håbet sig igennem de mest uventede og overraskende steder. En interessant port gennem påsken fra palmesøndag over skærtorsdag, langfredag til solopgangen, påskedag, kan i sin forgyldte ramme åbne både sind og sanser hjemme i stuen.
Som man kan se på billedgengivelsen forestiller maleriet en portåbning angiveligt fra en lille gård i Råbjerg i det nordjyske. Det er stramt i sin form med grå lineære og kubistiske flader med sort kontrast og en lille gådefuld sort kvadrat til højre i maleriet. Et lille mysterium, som sætter iagttageren på prøve. I den tredimensionale portåbning ser vi en knaldgul firkant, som gengiver det stærke sollys på den anden side af porten. Vi står altså inde i den gråsorte gård og kigger ud gennem portåbningen mod det stærke sollys. Og herfra er vi klædt på til at gå direkte ind i Matthæus evangeliets opstandelsesberetning.
v1 Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. v2 Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. v3 Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. v4 De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. v5 Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. v6 Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. v7 Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«v8 Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Kristus er opstanden. Det er påskemorgen kirkens allerstørste helligdag. Vi har lagt langfredags mørke bag os med tornekransens borende og kradsende sprog, som har revet i vores indre. Kristus er opstanden. Kristus er stået op af graven fra de døde – fra død til liv. Igen i år 2020 – selv om vi ikke kan sidde sammen i Lillerød Kirke og lytte til påskens evangelium. Jo, sandelig, han er opstanden, Kristus. Også i et Corona år med alt, hvad det betyder.
Det samme jordskælv, som ramte og rystede gravvagterne, Maria Magdalene og den anden Maria, rammer også os hver især, hvor end eller hvordan vi markerer påsken. Opstandelsen sprænger både tiden, kirkedøren og rummet. For Herrens engel steg ned fra himlen og væltede stenen fra gaven. Den Matthæus-engel, som vælter stenen fra, er i lynildsklæder. Vagterne er helt rundt på gulvet af skræk og rædsel over, at den døde, som de skulle passe på, og som lå inde i graven, er stået op og ud af sin grav, så selv jorden skælver. En påmindelse om, at når Gud bryder ind i virkeligheden – ind i tiden og historien – er det med saft og kraft.
Langfredag sidder i haserne. Fornemmelsen af lidelse, liv og død, mørke og lys har strejfet os i sære uvirkelige glimt af varmt og strømmende nærvær og frysende fravær. En væltet sten og en tom grav maner til tyngde og eftertanke. Vi forstår det ikke. Så kommer den, påskedags morgen. Solen er stået op, og vi ved, at lyset er med os i dag – og det helt ind i den åbne grav. Morgenrøden skiller mørket omkring os.
Men kvinderne ved graven vidste ikke, hvad død var. De vidste heller ikke, hvad liv var. Stenen var væltet fra graven. Englen i lynildsklæder havde fjernet den store tunge sten fra gravens åbning, så man kunne gå derind. Det umulige var sket. I stedet for liget og mørket fandt de en engel med et udseende som lynild i snehvide klæder. Forestillingen om dødens hårdhed og uigenkaldelighed brister.
Vi andre ved heller ikke, hvad liv og død er – har aldrig vidst det. Men i påsken år 2020 får død og sygdom på tværs af verden et voldsomt udtryk. Tal og statistik om døde, smittede og indlagte Corona patienter i respirator svirrer ustoppeligt omkring os. Lige nu sidder i hvert vores hjørne på afstand af hinanden og holder vejret, bekymrer os om det ukendte, passer på og lytter til ubærlige nyheder. Alle os, som er bange og urolige – alle os, som har mistet, grædt og sørget og trådt ved siden af. Alle os, som i vores ufrivillige isolation har langt til dem, vi elsker.
Rammen omkring påskelivet år 2020 er sat på pause. Men livet er og bliver fremadrettet som det levende kristne opstandelsesbudskab med håbet forrest. Som den sanselige gule firkant i baggrunden af Arne Lundsteen Hansens billede bag korridoren af de grå og sorte farver, sådan er det med påskehåbet og lyset. For netop i det ukendte, i smertens, bekymringens og afmagtens lukkede rum, spirer evighedshåbet stædigt og trodsigt frem. På det sted, hvor hvor vi har allermest brug for det, kommer budskabet til os alle hver især, uanset hvor bekymrede, udsatte eller alene vi føler os. Budskabet om, at Jesus Kristus midt i livet og orkanen udgør en forløsende bro mellem to kyster med et oprørt hav imellem sig. Mellem tiden, som gik i stå med pandemiens hærgen, og tiden, den nye tid, som kommer efter. Amen.
Glædelig påske til alle!
