Author: Kirkens kontor

ved sognepræst Elsebeth Hougaard Jensen 

Salmer:
402: Den signede dag
287: Kraften fra det høje
29: Spænd over os dit himmelsejl
725: Det dufter lysegrønt af græs

Evangelieteksten 

v44 Jesus sagde: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. v45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48 Jeg er livets brød. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Amen. 

Efter næsten 3 måneders pausetid kan vi igen samles til gudstjeneste i alle landets kirker. For vi har brug for vores kirke, som giver os åndelig føde ved at lade os høre og lære om Guds kærlighed og godhed. Og, hvad giver mere mening end i menighedsfællesskabet at fejre kirkens fødselsdag i pinsen – i vores gamle, tålmodige og stolte Lillerød Kirke. Vi har længtes efter at samles omkring salmesangen og evangeliet på den næsten gamle og trygge facon. Også selv om vi er på fysisk afstand af hinanden. Alt det tilsammen giver pinsen år 2020 en endnu mere særlig glans og en intens sanselighed, fordi vi nu igen kan sidde sammen på kirkebænken. En åndelighed og en sanselighed, som pibler næsten lige så forårsagtigt ud af Vagn Steens smukke digt fra 1964: 

Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt, 
den, der maler rosen, maler ikke rosens duft. 

Den, der skriver digtet, maler ikke rosens duft, 
den, der skriver digtet, fanger ikke fuglens flugt, 
den, der læser digtet, læser ikke rosens duft, 
den, der læser digtet, fanger ikke fuglens flugt. 
den, der ikke kender rosens duft, kan ikke, 
den, der ikke fanger fuglens flugt, kan ikke. 
Den, der kender fuglens flugt, kan male, 
den, der kender fuglens flugt, kan skrive, 
den, der kender fuglens flugt, kan læse. 

Den, der kender fuglens flugt, forstår, 
at fuglen kun kan fanges i et digt. 

Og selv om vi kender treenigheden, gudstjenesten og evangeliet, så er det alligevel sådan, at vi ikke med viljen og med hænderne i gribestilling kan fange eller forstå pinsens særlige, sanselige budskab. For prøver vi at fortolke og fastholde pinsen med akademiske gloser, lukker vi af for farverne, ilten, luften – ja for ånden. Men vi kan male budskabet ud med naturens og forårets vidunderlige farvepalet – vi kan skrive det ud – tale det ud – synge det ud – i digtets poetiske form. Vi kan nærme os en indsigt og resonans i vores sind med brudstykker af vores egen livshistorie. En resonans, som svinger harmonisk i takt med pinsens budskab om, at Treenigheden bliver hel. En resonans med afsæt i troen på kærligheden og fremtiden og håbet til, at der er noget, der er større end dig og mig. At jeg ikke er alene. Men ordet treenighed minder os alligevel om, at vi kun kan male rosen, men ikke rosens duft. 

Pinsen er og bliver svær at forstå. For at ånden – Helligånden, pinsens ånd, talsmanden, sandhedens ånd, kærlighedens ånd kommer til, pirrer os i vores rationelle, videnskabelige og forstandsmæssige liv. Derfor må vi gå ind i poesiens verden for at uddybe ånden – Helligånden og vores egen lille ånd og den sære forbindelseslinje mellem de to. Det gamle testamente rummer masser af poesi. I de første linjer af skabelsesberetningen hører vi, at Guds ånd svævede over vandene og satte skel mellem lyset og mørket. Vi fik et åndedræt, en puls, en horisont, en tidslinje, et liv og et kompas. I Det nye Testamente virker ånden især ved disciplenes pinsefrokost, som vi hører om i Apostlenes Gerninger. Her kommer suset gennem lokalet, hvor de bange, forvirrede og rådvilde disciple befinder sig alene uden deres lærermester, og hvor tunger af ild satte sig på deres hoveder. Kærlighedens og sandhedens pinseånd gør sit himmelske arbejde. Kærlighedens sprog er internationalt og overtrumfer alle tungemål i sit metasprog. 

De tolv oplevede, hvordan kirken underfuldt blev født 50 dage efter påsken. Midt under pinsefrokosten. De var alene nu med det håb og den bindende dåbsbefaling, de havde fået kastet i favnen i den endelige afskedsscene med Jesus på toppen af et bjerg Kristi Himmelfarts dag. Alene med ansvaret for budskabet, kirken og dåben. Pinseunderet skete jo netop her under fælles frokosten, hvor håbet rejste sig for de 12 uperfekte og usikre sjæle. Himmelsuset gik gennem lokalet, og med ildtunger blev Helligånden født sammen med kirken. 

De svage disciple bliver de stærke efter dette guddommelige fødselsunder. Den kirke, som blev født og rejste sig her, er den autentiske kirke af levende stene. Urkirken med sin forsamling af troende, der takker, synger og udbreder opstandelsesbudskabet. Det absurde budskab om, at Jesus med sit kærlighedsoffer på korset vendte død til evigt liv på tværs af ondskab, nød og elendighed – for vores skyld. Dengang var det den rene, usmykkede, kraftfulde og insisterende kirke, som kom til verden på trods af og på tværs af al modstand fra omverdenen. Senere kom spir, sølvtøj, præster, menighedsråd, sognegårde og kirkeministeriet til. 

Evangelisten Johannes har pinseordet i dag, 2. pinsedag 2020. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Den gamle evangelist er både sanselig og livsnær i sin iver efter at belyse Helligånden og dens virke. Her på tærsklen til trinitatis tiden får vi Helligånden i ryggen. Gud har bøjet sig ned over os med sin varme pinseånde. Fraværet og tomheden er blevet til nyt nærvær og fylde – af brød og af ånd – og af kirke. 

Al den snak om brød leder tankerne hen på lækkert hjemmebagt brød med kerne til 2. pinsedags pinsefrokost. Den slags sanselige, konkrete og velduftende brød, som kommer i picnic-kurven eller på pinsebordet, når familie og venner mødes i sommerlig fest og glæde. Allerhelst indtager vi vores eget pinsebrød ude i Guds fri natur med madkurv og skovturstæppe, rødternet dug og med fuglesang og naturens forunderlige dufte midt imellem sild og ost. Det er der sommer i, og det er der livskvalitet og fællesskab i. Og midt ind i vores sanselige forestillinger om pinsefrokostens lyksaligheder er det så evangelieteksten lyder. Særligt tydeligt og højstemt ved omdrejningspunktet i vers 48, hvor Jesus udtaler: ”Jeg er livets brød!” Men kan de, disciplene, overleve og bygge kirke på det luftige himmelbrød – uden deres lærermester. Tomheden overvældede og tyngede dem, for de havde mistet ledetråden til himlen. Nu var tiden inde til, at de trådte i karakter. På egen hånd måtte de bygge den kirke på jorden, som skulle fastholde kærlighedens ånd og himmeltråden. 

Kirken blev født i modstand og i ånd og tunger af ild, og den står her endnu. Den blev sat i verden som ”livets brød” for at give evangelieordet videre i tro, håb og kærlighed. Den blev sat i verden for at modsige tomheden, selvoptagetheden, ondskaben og åndløsheden. Derfor går vi herhen igen midt i den underlige pausetid år 2020. Midt i pandemien, usikkerheden og depressionen. Mere end nogensinde har vi brug for at mærke, at Gud med sin ånd og sit ord er herinde i kirkerummet for hvert eneste menneske – generation efter generation historien igennem – også i tiden, der kommer. Herinde beder vi i fællesskab om åndens hjælp i kirkens gudstjenester, til dåb og til nadver – til sjæl og krop. 

Vagn Steens fine poesi om rosen eller Kristus om fuglen eller duen – og om dig og mig hjælper os på vej til at finde pinseånden, ledetråden og kirkeresonansen i dit og mit liv: 

Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt, 
den, der maler rosen, maler ikke rosens duft. 
Den, der kender fuglens flugt, kan male, 
den, der kender fuglens flugt, kan skrive, 
den, der kender fuglens flugt, kan læse. 

Den, der kender fuglens flugt, forstår, 
at fuglen kun kan fanges i et digt. 
Den, der kender fuglens flugt, forstår, at digtet lyder. 

Glædelig pinse! Amen.

af sognepræst Kirsten Drigsdahl

Pinsemorgen 2020: 294 – 289 – 291 – 290. 
1. læsning Ap.G. 2, 1-11. Johns 14, 15-21. 

Hvor ville jeg gerne have samlet jer ude i Amfien i rødt med røde blomsterkrukker og læsere med andre modersmål, der satte os tilbage til hin første Pinse i Jerusalem. Vi må højst være 30 herinde og mange er vist med god grund ikke trygge ved at være forsamlet inde i kirken. Derfor er her ikke læsere i dag. Jeg ved i skrivende stund ikke om mere end 10 tør møde? 

(Jeg havde af forsigtighedsgrunde valgt 3 salmer og kun den ene til fællessang, men det er svært at fejre pinse sådan, så vi synger de 3 og fik dertil en solo.) 

Åndens udgydelse er et 100 procent gode, der giver liv og forståelse udefra mellem Gud og menneske. Jesus kalder den ”Sandhedens Ånd” og at den kan udfylde hullet efter ham og give tro og nærvær som han. Fællesskab forudsætter ånd – der er bevidsthed, modtagelighed og giver kommunikation og samhørighed. Guds Ånd, sandhedens Ånd er forudsætningen for, at vi kan kende os i det fællesskab, som Jesus inddrager os i og er kirkens grundvold. ”Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet”, som Grundtvig så dejlig let og underfundigt kan lade os synge det i sin store pinsesalme. 

Jeg har en mod-Historie, som i vores Corona tid kan være med til at fremme forståelse af Pinsens særlige under. Det er en historie af vores berømte filmmager, Susanne Bier. Det er hendes debut på Netflix i sci-fi genren. Hovedrollen spilles af Sandra Bullock som Majorie. 

I filmens åbningsscene ser vi Majorie flygte ned at en flod med 2 små børn i båden. En dreng og en pige, som hun kalder sådan. Man bemærker straks, at de alle tre har bind for øjnene, og at Majorie nærmest truende i stor alvor og flere gange forbyder børnene at tage bindet af uanset, hvad der sker, for så vil de dø. Vi aner en stor fare. 

Filmen springer nu 5 år tilbage for at fortælle, hvorfor Majorie og de 2 børn nu er på vej ned af floden i håb om, at nå uskadt frem til en koloni for enden af floden, i sikkerhed for rædslen. 

Stadig i tilbageblik kommer en forklaring: Enlige, og højgravide, Majorie, som ikke er begejstret for at skulle være mor, er til lægetjek sammen med sin søster, da en hidtil ukendt epidemi rammer USA. Epidemien får folk til på et split sekundfolk at tage livet af sig- hovedkulds. Inden da har de med skævt smil på TV set epidemien brede sig andre steder på kloden. Men de er jo i USA. Men nu rammer det: Søsteren ser på tilbageture noget som får hende til med vilje og på et split sekund kører galt med bilen. Majorie overlever og søger tilflugt i en hus med andre forskræmte mennesker. 

De barrikaderer huset og blænder alle vinduer, så de ikke selv kan se, hvad det så end er der raser uden for huset. Den lille enklave løber dog snart tør for mad, og en håndfuld frivillige sætter livet på spil for at skaffe mere… 

Hvordan Majorie fem år efter, trods alle odds, når frem til kolonien i sikkerhed står lidt tåget, men helt til de er fremme jages de. Epidemien er en diffus, luftbåren vind eller skygge, som er svær at sætte ord på. 

Den angriber og skyggen eller hvad det nu er kan man ikke tåle at se, for den trænger ind gennem øjnene/ synet. Det er den absolutte modsætning til Grundtvigs linje: Det ånder himmelsk over støvet; det vifter hjemligt gennem løvet. Filmen åbenbarer det modsatte: ikke en himmelsk, men djævelsk ånd er over dem. Den suger al livsgnist og livsmodet ud. 

Filmen har også sin plathed: kun de psykotiske sindssyge med voldsomme vrangforestillinger kan modstå den uden bind for øjnene; for de er allerede i mørket. Det kunne jeg have undværet, men det sætter jo gang i dramatikken. 

Filmens titel er ”Bird-Box” – Fugleboks. Titlen komme af, at Majorie gør den opdagelse, at nogle små fugle, som hun redder fra sultedøden i et forladt supermarked, kan varsko, når epidemien nærmer sig. Ligesom minearbejdere i gamle dage bragte kanariefugle ned under jorden. Kanariefuglene døde, hvis der var gasudslip eller iltmangel. Et vigtigt alarmberedskab! 

Malories fugle er ikke kanariefugle, og de dør ikke. De er heller ikke duer, som fra Noahs ark eller som Helligånden. Men – de kunne have været det sidste, for de bliver kilden til liv i filmen, som nærmest er et anti-pinsedrama. Filmens ånd er dæmonisk og ond og forvandler liv til blot overlevelse. En anmelder kaldte filmen en fortælling om at være så bange for fremtiden, at man glemmer at leve. Jeg er ikke enig, for Majorie lader ikke stå til, men skærmer drengen og pigen, som en tigermor, for at de kan få en fremtid. 

Men det er en film om frygt, eller snarere angst. For angst er frygt for det ukendte, som Kierkegaard har lært os. Og derfor får de 2 børn først navne, da de er nået i sikkerhed i kolonien for enden af floden. Først da kan børnene blive andet og mere en epidemiens næste ofre. 

Filmen er i sin modsathed alligevel en reference til pinsen. Bare omvendt, for filmen er høg over høg, og den enes overlevelse den andens død. Men den trækker også på skabelsen – til Gud, der blæste livsånde ind i mennesket og efterfølgende lod det navngive verden. Efter kaos, først da kunne verden få skikkelse og jorden liv og indhold og mening. Det navnløse, epidemien, skyggen, er det onde! 

Vores onde i dag har et navn: Corona eller Covid- 19. Vi har været gennem de sidste måneder været truet af en usynlig fjende, et onde, vi stadig må beskytte os selv og hinanden fra. Det gør den skræmmende… Vi har ikke fået bugt med denne virus, og der kan komme en 2. bølge ved en smule sløseri. Det skal nok lykkes at bekæmpe den. Håbet skal være der, for vi er jo indfældet i en fortælling, der ender godt. 

Indtil da skal vi også leve! Ikke med bind for øjnene, måske flere mundbind, men især med en ”due” i lommen. Duen her forstået som Ånden. Vi skal passe på modet og ånden og passe på hinanden. 

Der er endnu et sted i filmen, som krydser med kristendommen. Det er i kolonien til slut. Majorie og de 2 børn ankommer endelig til et blindeinstitut ved floden og midt i skoven – med en enorm 

overdækket gårdhave. Her er fyldt med fugle, som advarer og beskytter i trækronerne under hvælvinger af glas. Det er paradiset på den anden side af syndfloden. Der er lidt kirke over det – på den skæve måde. Beboerne er blinde, som har åbnet til et helle, en refugium, et paradis på den faldne jord. Her kan Majorie og børnene uden fare se igen! Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det. 

Det er en god og velfilmet historie, men ikke en rar film, selv om hovedpersonerne kommer frelst i sikkerhed! Den er trods men-ér, værd at se i midt i en Corona-tidJ – i Pinsen. 

Da mærker man kontrasten til sandhedens Ånd, som er i livets og det godes tjeneste. I dag nyder vi genhør med pinsetunger, kirkens universalitet og sandhedens Ånd, som opvækker og åbner for tro og fortolkning. Vi ånder det ind og ud, for Pinsens højtid er kirkens fødselsdag. Vi, de levende sten, skal med Ånden ønske hinanden tillykke for håb og hinandens skyld. En Glædelig Pinse skal der lyde herfra. AMEN!

Prædiken ved sognepræst Carsten Mulnæs

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johannesevangeliet 17,20-26

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: »På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.« Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Romerbrevet 8,31b-39

Mange hilsner fra Kirsten Drigsdahl til Lillerød sogn.

Kr. Himmelfart d. 21.maj 2020 

Lukas 24, 46 – 53  

Kære alle! 

Det skulle have været konfirmationsdag, men Corona ville det anderledes, så en markering af Kristi Himmelfarts dag bliver det på hjemmesiden.

Kristus vender hjem, hvor han kom fra – siddende ved Guds Faders højre hånd, som trosbekendelsen formulerer det.Han er hjemme, hvorfra han, nu uden geografisk bundethed, kan være nærværende alle steder over hele verden – også her hos os. 

Det begivenheden vil, er at kort sagt at forkynde os livsmod til at leve vores liv her med fødderne på jorden – i medgang og modgang med himlen lige over os. Fra det høje møder Guds nærvær og tilgivelse os, som en kraftkilde, så vi kan orke at leve i for hinanden, uden at vores eget jeg er i vejen.

Jesus kalder en sidste gang disciplene sammen, velsigner dem og sender dem ud til livets tjeneste. Og så forsvinder den korsfæstede og opstandne for deres øjne. Men her slutter historien ikke, den åbner sig ud mod verden.

 – disciplene vendte fuld af glæde ind til Jerusalem og ventede på Pinsens Ånd, som gik i kødet på dem og gav dem kræfterne til med brask og bram at gå ud med evangeliet til alverden. I næstens tjeneste.  

Med sig havde de Guds historie og hans løfte om, at Kristus engang skulle komme tilbage i skyen, hvor han forsvandt efter udført mission. Da ville Himmel og Jord blive ét! Indtil da skulle de kun opleve himlen glimtvis.

Kristi Himmelfart ligger 40 dage efter opstandelsen og 10 dage inden Pinse – og understreger, hvor mange dage Jesus kunne færdes med disciplene som den opstandne. Nok til at de alle havde genkendt og forstået og fordøjet hans bevægelse fra dødsriget. Han havde en opgave til dem og 

Den tog de på sig, så også vi har hørt den og fået den som vores mål og mening. Guds historie med os i Kristus.  Så vi har en pejling og orientering i en forvirret verden og et menneskesyn, hvor fokus ligger ikke på os selv, men på næsten. Vi er hovedpersoner i Guds liv, men bipersoner i vores eget liv. 

Mennesker har altid søgt og længtes efter lykke.  Der udgives mange interessante selvhjælpsbøger, som vil fortælle os, hvordan vi gør os lykkelige. Det var ikke Jesus sag at gøre os lykkelige. Han kom med glæde, trøst og salighed. Lykke er ikke et kristent begreb.  Her tales om glæde og salighed, om tilgivelse og trøst. Her finder vi selvforglemmelse, som gevinsten ved at tjene sin næste, altså at være der for de andre. 

 Mennesket er i centrum, men ikke for sig selv. Gud blev mennesket, Jesus, netop for at vende vores blik ud til livet med hinanden. Og det ved vi, at dér, hvor man yder hjælp eller gør noget godt – uden at skænke sig selv en tanke, der kommer følelsen af selvværd med som sidegevinst. Og som ro. Selvforglemmelse er nok det nærmeste evangelierne kommer på lykke.   En befrielse fra at skulle spekulere og kredse rundt i sine egne problemer.   Her forkyndes Guds kærlighed, at være den kræftkilde, som gør det muligt at have fokus på andet end sig selv, ja, at forstå sig selv som biperson i sit liv.   At Kærligheden er omsat til aktiv medleven og indlevelse i den andens situation, er også alfa og omega i vores sociale liv med hinanden. 

Jesus var naturligt og helt tilstede i tiden og med en engageret medfølelse og barmhjertighed med de mennesker, som var trængte af sygdom, sorg og elendighed. Ja, døden som den yderste og største fjende i livet – også den gik han ind under og blev kaldt ud fra, for at besejre den indefra og give håb til os!  Hans disciple fik aldrig besked på at dyrke deres indre lykke, men at gå ud og stille sig i andres tjeneste, ligesom han. Det er hans klare fordring til os! Så livet kan elskes trods synd og død – og vi røres af det, og ligesom han kan vi gøre noget ved det, mens vi er her. 

Den Jesus, som vi i dag skulle fejre med gudstjeneste, steg til himmels, men efterlod sig et aldrig svigtende engagement i og for næsten. Og Ånden til at holde det oppe. Og det kan da let erfares, at det, som du gør, der ikke lige er for din egen skyld, det vender tilbage som overskud. Bedre stess-bekæmpelse findes ikke end at møde et taknemmeligt smil. 

Disciplene fik blikket rettet mod verden og gik ud i den med hans velsignelse og Ånd. Uden Ånd klasker alt sammen, den er dynamik og bevægelse og livsættende. 

I den store kristendomsfortælling går der først en bevægelse fra himmel til jord med julefortællingen, så en bevægelse fra korset til gravhulens mørke, så opstandelsen i påsken. Og dernæst bevægelsen til himlen, som vi ser Kr. Himmelfartsdag.  Vi er altså midt i en bevægelse, hvor Kristi Himmelfart er en mellemstation på vej til Pinse, hvor Ånden fra himlen går i kødet og alt lukker sig op som mulighed og tilskyndelse til ikke bare at resignere, når der er modstand.  Det er evangeliets U-bevægelse. Det ender godt.

Kristi Himmelfart vil os noget, fordi fortsættelse følger!

Himlen forestillede de ældste kristne sig som Guds sted. Fjern, når man kigger opad, men nær og møder jord og hav, når vi kigger efter i horisonten.    

Himlen ikke bare er et uendeligt, uendeligt rum; det er også kærlighedens livscenter. Og en sand frihed fra at skulle være oven over alt. 

Guds store og ubegribelige, overbærende kærlighed til os ovenfra, den svarer vi ved at give os hen til livet med hinanden, ja, det er livet om at gøre! Amen! 

Med de bedste hilsner fra Kirsten Drigsdahl til Lillerød sogn: 5. søndag efter påske 2020. Hjemmesyng salmebogens nr. 321

Johns. 17, 1-11

Kære alle! 

Det spændende og enestående ved det kristne gudsbillede er 3 i én – det giver en dynamisk udveksling, da Gud i og for sig kan tale med sig selv i en Faderen- Sønnen – Helligånden samtale. Endnu er det ikke pinse, så Helligånden har ikke manifesteret sig åbenlyst, men vi får i dag en samtale mellem Jesus og Gud. Far -og Søn kommunikation, et jeg-du forhold. 

Egentlig måske mere en monolog, men så intim og direkte, så den bliver et billede på dynamikken i samtalen. Den ypperstepræstelige bøn kalder man dette kapitel hos Johannes. Ypperstepræstelig, fordi Gud taler til Gud og beder for verden, for os. 

Der er en klar linje i Johannes specielle sprogbrug med kodeord i evigt liv og herliggjort. 

” Og dette er det evige liv, at de kender dig, en eneste sande Gud og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”  Det evige liv er her ikke et anden eller overliggende liv, men udtrykt i en tillidsforhold mellem mennesker og Jesus og Jesus og Gud.  

Det er selvfølgelig den akse, hvorom evangelierne drejer. Tro er tillid.  Guds tillid ved at sende sig i sin Søn og den tillid, som Jesus levede ved at bruge al sin opmærksomhed, al sin tid og energi på at videregive denne tillid iblandt mennesker, så man/vi i ham genkendte Gud og lærte, hvad der er at stole på.  Her, langt henne i Johannesevangeliet fortælling, er en opsummering, et slags CV som Jesus præsenterer til Gud. Det har jeg talt og gjort og du er herliggjort. Tag mig tilbage, så vi igen er samlet, som dengang før verdens skabelse. 

Men først må du holde dit løfte om, at de stadig er dine, også efter og når jeg ikke længere er i verden. Hold dem fast, så i mit navn, så de kan være ét fællesskab i os.  Det er det evige liv!  

Vi har mange andre måder at tale om det evige liv på, og det skal vi jo det bedste vi kan, men her er substansen. Det er abstrakt, eller i ord, men Johannes har ville det sådan i en fortættet samtale. 

Tid og evighed ER 2 verdener. Den arabiske legende om fuglen Rok forholder sig til tidsforskellen. Fuglen Rok sliber én gang hver tusinde år sit næb på bjerget højt mod nord – én gang hvert tusinde år – og når bjerget er slidt ned og jævnet, så vil der være gået ét sekund af evigheden.

Også Johannes Åbenbaring, hvor der leges med tiden. En dag kaldes for tusinde år, og tusinde år for én dag – i Guds perspektiv.  Det er godt at huske, når tiden bliver en hindring.  Ligesom nu, hvor vi har gennemlevet en sær og ukendt tid med nedlukning og adskillelse. Det varer ikke evigt, selv om det godt kan føles sådan, når vi ikke bare frit kan mødes. Der har vi kunnet al vores tid, men nu oplevede vi så, hvordan det usædvanlige blev selvfølgeligt og det selvfølgelige usædvanligt. Vi ville ikke have valgt det, hvis ikke nødvendigheden kaldte! Men vi fik meget mere tid, og det har mærkedes hver dag både på godt og ondt. Nu begynder samfundslivet igen at åbne, forsigtigt og ængsteligt, men det åbner, og vi håber snart at kunne samles i kirken igen. Og at kunne gøre det uden corona-virus som flue på væggen. Det varer tid, inden vi igen har tillid til at åbne dørene og mødes ansigt til ansigt, men det varer ikke en evighed. 

Tilbage til evigheden og det evige liv, så beskrives det som Kærlighedens fællesskab. 

Ind i det fællesskab døbes vi med korstegning, vand og ord og Ånd. Knyttet til Guds fællesskab med os både i dette liv og på den anden side døden. Guds fællesskab overskrider alle grænser: landegrænser, kirkegrænser, fjendskaber, venskaber. Guds fællesskab er ét – selv om vi splitter os op. 

 Jesus insisterer på – i denne intense jeg-du på, at hans herlighed må kunne ses af os og få betydning i vores liv. Teksten trækker os ud af vores egen herlighed, den, som vi kan lide at vise for hinanden og smykke os med, gemme os i. Det er det gode budskab, at vi kan trækkes ud af os selv, ud af vores eget og flytte fokus hen på hans kærlighed. Det forunderlige er denne kærlighed, som kendes ved os og bærer os i liv og død. Det er en kærlighed med en helt grundlæggende tillid, som viser os hen til hinanden – en kærlighed, som prisgiver sig selv for at holde os i live. At det er hans herlighed!

Guds herlighed er det samme som hans kærlighed.  

Vi er villet af Gud og elsket af Gud, og han vil genoprette alt det, vi forspilder og splitter: Hinanden imellem, landene imellem, Gud og os imellem. 

Bønnen for os er en bøn om, at vi ikke må miste troen på det gode liv, men at vi – i det, der står til os, – er livet tro, og også i trange tider holder håbet højt for hinanden. Det er troens og tillidens gode mulighed. 

”Mit land, siger Herren, er Himmel og Jord, hvor kærlighed bor.”  

Amen!

ved Elsebeth Hougaard Jensen

Johannesevangeliet, kapitel 14 vers 1-11

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort for at gøre en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”. Thomas sagde til ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”? Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham”.

Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort for at gøre en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”. Thomas sagde til ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”? Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham”.

”Jeg er vejen og sandheden og livet”. Evangelieordene har hjemme i tiden, i evigheden og i kirkerummet den 3. maj år 2020. De trækker i polerne på livets sammensatte kompas på mere end én måde. Trækker i de poler, hvor imellem verden og også tilværelsen spændes ud og påvirkes af et sammensat og besynderligt magnetfelt, som vi ikke rigtigt forstår. Opfindelsen af det menneskelige kompas og senere af GPS systemet har lært os om nord, syd, øst og vest. Vi kan kortlægge vejen fra vores hjem og ruten gennem verden i mindste detalje. Videnskaben har også givet os uret, så vi kan måle vores livstid fra fødsel til død i dage, timer, minutter og sekunder. Men dagens evangelium viser os et helt anderledes levende navigationsudstyr.  Et modsat polsystem, som går fra himmel til jord, fra Gud til mennesker. En lodret eller vertikal linje eller en vej, som skærer sig igennem vores lille vej og vores lille tid med glimtvise nedslag fra evigheden af tro, håb og kærlighed – uden frygt og ophør. 

Midt i dette polariserede magnetfelt drager vi så ud på livets vandring med troens, håbets og kærlighedens dyrebare kompas i lommen. Kirken hjælper os til at holde retningen – lærer os at gå efter lyset. Og det er og bliver en urgammel forestilling, at et menneskes liv udgør en bevægelse mod en bestemmelse, en rejse mod et mål, en hjemvenden til sig selv og sin oprindelse. Det gælder da om at finde den rette vej, så man ikke taber målet af syne og heller ikke lade sig distrahere så meget af fristelserne undervejs, at man mister koncentrationen.

Johannes-teksten handler om denne vej. Den handler om sandheden, og den handler om livet – om de mange boliger – kort sagt det hele. Vi befinder os med hensyn til kirkeåret midt mellem påske og pinse, og dermed stilles vi i et ”udenfor”, som samtidig er et ”indenfor”. Uden for tid og rum, uden for verden, men inden for kirken, treenigheden og gudstjenesten: Der og netop der vil teksterne høres, for at vi skal tro, at Jesus er Kristus.

Ifølge evangeliets tidslinje er vi der, hvor tiden moden til, at disciplene må komme til den dybe forståelse af, at Jesus er Kristus – Guds søn. Ansigt til ansigt med sin forestående død sammenfatter Jesus, hvad meningen med hans livsvej har været. Her oplever vi en stjernestund mellem Jesus og disciplene.  Men samtidig er det en regnskabets time, hvor et liv skal gøres op. Disciplene og vi andre erfarer, at der er ikke tale om en definitiv adskillelse og afsked; men fremover vil forbindelsen mellem Jesus og disciplene være på nye og anderledes vilkår.

Ordene i vers 6:  ”Jeg er vejen, og sandheden og livet” er omdrejningspunktet. I denne fyndige og ikoniske sætning fortættes alt det, disciplene har hørt indtil nu og alt, hvad de skal leve på fremover. Den klare og ubrydelige forbindelse mellem Jesus og Faderen mejsles i ordene ”jeg er”. Jeg er: livets brød, verdens lys, den gode hyrde, opstandelsen og livet og det sande vin træ. Alle jeg er-ordene udtrykker noget autentisk, trygt og oprindeligt. Her i afskedens stund kommer jeg-er-budskabet til at fungere som et kompas for disciplene midt i smertens og rådvildhedens blå time.

Og det er netop rådvildheden og usikkerheden, som skinner igennem dages tekst. Som Thomas udtrykker det: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen”. Thomas rammer også vores moderne rådvildhed. Uden kort, GPS og kompas over ruten farer vi let vild undervejs og kan miste orienteringen. For vi er usikre på retningen og vigepligten på livets mange veje og vildveje. Ikke mindst lige her og nu midt i Corona tiden.

Livet har sine poler og sit grundvilkår. Og der bliver trukket i det hele. Den moderne livsvej i år 2020 er ganske anderledes end på Jesu tid. De kulisser, som normalt er hektiske og stressende, er er skiftet ud og sat på pause. På godt og ondt befinder vi os netop nu midt i en utryg og ejendommelig afstandsverden beskyttet af den skærm, vi gemmer os bag. Sammen hver for sig. Og herfra er vi så er overladt til vores egen evne til at håndtere og synkronisere viden, ekspertudtalelser og en endeløs og opslidende nyhedsstrøm. Det trækker ubehageligt i polerne. Og det trækker iskoldt fra døren til fremtiden. Frygten for økonomisk ruin og frygten og bekymringen for at blive syg og i værste fald miste livet eller et dyrebart medmenneske lurer på alle sider af skærmene. 

Vores tilkæmpede frihed til at bevæge os frit og frejdigt rundt i verden er lige nu sat på pause. Den mobilitet og eventyrlyst, vi plejer at krydre med mere eller mindre eksotiske rejser på kryds og tværs af verden, er erstattet af ufrivillig karantæne i vores eget hjem i vores eget land. Den moderne nomadekultur er sat på stand by.

Det har ellers været en vane for mennesker af tiden konstant at være undervejs til et eller andet både fysisk og åndeligt. Vores kalender plejer at være propfyldt med aftaler og rejseplaner. Mobilitet hører normalt til vores kultur og vores flimrende internet verden. For vi er, som man siger, under livslang omstilling og uddannelse og dannelse. Vi dyrker glad og gerne åndelig mobilitet og danner ikke vores identitet og holdninger een gang for alle i livet. Vi går ind af åbne døre, for at prøve, om der er noget at finde. Den mulighed har vi i rigt mål netop nu i det underlige karantæne forår, hvor vi er tvunget til at være flere timer i vores eget selskab. Hvem er vi, hvad vil vi, hvad tror vi på, hvilke håb og drømme har vi, og hvad betyder mest for os. De samme spørgsmål står også i kø, når det gælder kirke, tro og religion. Hvad kan vi undvære, og hvad er livsnødvendigt for os?  

Det underlige er, at der netop nu, hvor hverdagsbekymringen hersker, alligevel er blevet plads og rum til at registrere de mange små og store nedslag af befriende håb. For de er der og glimter selv nu. De viser et medmenneskeligt overskud og strømmer os gavmildt i møde. Den lille pose med nybagte kager eller blomsten foran hoveddøren. Fællessangen på tværs af land og by. De kreative møder på Skype over et glas vin. Den ekstra hånd til indkøb eller det smilende overskud til at løse praktiske problemer. Den naive tegning med humørikonet fra barnebarnet. En uventet opringning og glad stemme i telefonen. En forårsgåtur med afstand. Og sådan kunne vi blive ved. I det hele taget får mange små, nære ting et helt nyt liv i vores afstandsfællesskab med hinanden.

De små spirer af håb i en usædvanlig svær tid minder os om vores længsel efter enkelhed, nærhed og fællesskab. En længsel hjem eller tilbage. Og i denne længsel ligger der på én og samme tid et håb og en afstand. Håbet ligger i, at der er må være et ”back home”, at gå efter – og et eller andet sted, når den rette vej er fundet, så må der vinke et lys forude – Og forhåbentlig er der en favn, der tager imod. Afstanden, derimod, ligger i, at rødderne til hjemstavnen kan være usunde eller kappet over. 

Vi indser, at tidens flagrende mobilitet, omstillingsevne og nomadetilværelse i sig selv er ikke nok for os mennesker. Vi har et inderligt behov for at høre til et sted – en favn – et hjem – en helle. Også når det gælder kirke og tro. Og så er vi der, hvor kirken er og skal være rasteplads for vandrere undervejs. Et fristed, hvor ”pendleren” kan gøre holdt for at samle kræfter og livsmod. Også et hus, hvor man går ind for at få døbt sit barn. Kirken som rasteplads er rekreativ genskabelse og fornyelse af livsmodet. Og ikke mindst er det vigtigt, at kirken er åben – at den er åben som kirke – ikke mindst nu. Den er på en og samme tid oplyst vejviser og meningsbærer. For i det gamle hus skal vi kunne samle og rumme det hele i tro, håb og kærlighed til ham, som er og bliver vejen, sandheden og livet. Amen.

Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd.
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.